Rebild-far er for farlig at lukke ud
Den 56-årige far i den såkaldte Rebildsag ankede øjeblikkeligt dommen om tidsubestemt forvaring til landsretten. Opdateret kl. 13.38
Dommerne i den såkaldte Rebildsag, hvor en 56-årig far stod tiltalt for seksuelle overgreb på i alt ni børn, fulgte anklagemyndighedens krav om forvaring, da der klokken 13 torsdag blev afsagt dom i sagen. Den 56-årige Rebild-far er dømt skyldig i omfattende seksuelt misbrug af både sine egne børn og to børn, som besøgte familien. Derfor skal han i tidsubestemt forvaring. Overordnet set fandt retten den 56-årige skyldig i alle anklagepunkter. Der var dog enkelte detaljer, hvor faren slap mildere end i anklageskriftet. Troværdige forklaringer Dommerne fandt børnenes forklaringer så troværdige og sammenhængende, at det blev lagt til grund for dommen i sagen, hvor der ikke er nogen tekniske beviser, men reelt kun børnenes forklaringer at støtte sig til. Dommen til forvaring skyldtes, at dommerne fandt, at den 56-årige simpelthen var for farlig for sine omgivelser. Dommerne lagde til grund, at han havde fortsat sine seksuelle overgreb på børnene helt op til anholdelsen. Som følge af rettens vurdering af den 56-åriges farlighed, skal han også sidde varetægtsfængslet i isolation, indtil landsretssagen mod ham kan begynde. Forvaring er en straf, som kun 30 personer i Danmark i øjeblikket afsoner. Kæmpe erstatning Samtidig skal den 56-årige mand betale de ni børn i alt 915.000 kroner i erstatning. Den højeste erstatning går til den ældste datter, som i dag er 15 år. Hun skal have 250.000 kroner i erstatning for det grove misbrug, mens de otte andre hver får mellem 50.000 og 200.000 kroner. Den 56-årige mand hørte dommen bliev oplæst med et tomt blik i øjnene foran en fyldt retssal. Blandt tilhørerne var blandt andet mandens ekskone.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.