62-årig mand varetægtsfængslet for drab på sin kone

En 62-årig mand er sigtet for at have slået sin 56-årige kone ihjel i Blenstrup søndag morgen

Carl Emil Nielsen
Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Drabssigtede 3. juni 2019 10:54 - Opdateret 3. juni 2019 15:54

BLENSTRUP: Mandag formiddag blev en 62-årig mand varetægtsfængslet i knap fire uger for drab i Retten i Aalborg.

Den 62-årige blev anholdt søndag morgen i sit hjem i på Vandværksvej i Blenstrup, hvor hans kone, en 56-årig kvinde, var fundet død. Den 62-årige blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg mandag klokken 7.30. Her blev han sigtet for drabet på sin hustru.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre. Ifølge Ekstra Bladet kom det frem, at politiet mener, at den 56-årige kvinde var død som følge af vold og kvælning.

Efter knap tre timer var grundlovsforhøret slut, og det endte altså med en varetægtsfængsling til den 62-årige frem til den 28. juni.

Tekniske undersøgelser fortsætter

Ifølge vicepolitiinspektør Frank Olsen bliver liget af den 56-årige obduceret mandag klokken 10, hvor den endelige dødsårsag bliver fastslået. Resultaterne af obduktionen kommer formentlig sidst på eftermiddagen mandag.

De kriminaltekniske undersøgelser på gerningsstedet fortsætter ligeledes, og politiet er i fuld gang med at afhøre folk, der har kendskab til parret.

- Vi afhører lige nu nogle mennesker, der henvender sig til os med oplysninger. Det er personer, der har kendskab til den afdøde og til den anholdte mand, siger Frank Olsen.

Han ønsker ikke at uddybe mere specifikt om den igangværende efterforskning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...