Færdselsulykke

Bus med skoleelever og bil stødte sammen - fører af bilen hårdt kvæstet

16 skoleelever var uskadte og blev hurtigt kørt videre

Ulykke ved Terndrup, hvor 23-årig mand kørte ind i bus med skolebørn.
Ulykke ved Terndrup, hvor 23-årig mand kørte ind i bus med skolebørn. Foto: Jan Pedersen

Opdateret 01. september 2022 kl. 19:51

TERNDRUP: En 23-årig mand fra lokalområdet var onsdag morgen i kritisk tilstand, efter et trafikuheld ved Terndrup.

Uheldet skete kort før klokken 7:30, da den unge mand kørte ad Omfartsvejen vest for Terndrup. I T-krydset ved Aalborgvej, lige inden Lyngby, drejede en skolebus med 16 elever i alderen 7 til 14 år til venstre, og af ukendte årsager kørte den 23-årige ind i siden på bussen.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

- Manden blev kørt med politieskorte til Aalborg Sygehus. Han er kommet alvorligt til skade og er i kritisk tilstand, siger han.

De 16 skoleelever var alle uskadte, og de var kommet videre da politiet nåede frem.

Bilen som den 23-årige kørte i blev totalskadet.

Politiet har sendt en bilinspektør til stedet for at fastslå, hvad der er årsagen til ulykken.

Den 23-årige mand er fra lokalområdet, og de pårørende er underrettet.

Onsdag aften havde politiet ikke modtaget nyt om hans tilstand.

Gå til relaterede emner

Forsiden