Borger- og håndværkerforening på vanskelig pengejagt
Har ved købstilbud på kommunal hjørnegrund i Nørager en frist på fire måneder til at skaffe godt en halv mio. til byparksprojekt
NØRAGER: Efter sidste møde i økonomiudvalget er det nu ganske vist, at Nørager Borger- og Håndværkerforening overtager den kommunale grund i Jernbanegade 8 for et symbolsk beløb på 25.000 kr.
Planen med købet er at etablere en bypark samt ni parkeringspladser i den nordlige del af den 1036 kvadratmeter store hjørnegrund, der tidligere rummede en manufakturforretning i to etager, hvis bygningerne er blevet nedrevet på initiativ af Rebild Kommune.
Dette arbejde blev afsluttet i marts måned, og siden har grunden været udbudt til salg på kommunens hjemmeside uden en fastsat mindstepris.
Stolt initiativtager
Bag idéen om at omdanne grunden til en grøn oase og dermed åndehul for byens borgere kombineret med nogle parkeringspladser står Johnni Kristensen som indehaver af den lokale virksomhed Portspecialisten.
- Jeg er rigtig glad for økonomiudvalgets beslutning, og jeg håber at byparken som et fremtidigt grønt område bliver et fælles folkeligt projekt til glæde for både borgerne i byen og nærmeste omegn. Næste udfordring bliver nu at få søgt de nødvendige økonomiske midler hos diverse fonde og andre potentielle støtter, pointerer Johnni Kristensen og tilføjer:
- Så allerede nu har vi efter økonomiudvalgets beslutning netop haft det første møde i den nedsatte arbejdsgruppe.
Den tæller ud over Johnni Kristensen også Søren Christensen samt formand for borger- og håndværkerforeningen Sussi Lem.
For i foreningens købstilbud indgår ønsket om en fortrydelsesret på 4 måneder, der skal bruges til at afklare om der kan skaffes de nødvendige midler til parkens etablering og tilsagn fra frivillige til at passe parken fremover.
Projekt til over en halv mio.
Rent økonomisk vil anlæg af den planlagte bypark inklusiv de ni parkeringspladser koste mellem 500.000 og 600.000 kr., vurderer Søren Christensen.
Som formand for Nørager Borger- og Håndværkerforening lægger Sussi Lem ikke skjul på sin glæde over at økonomiudvalget nu har accepteret foreningens symbolske købstilbud.
- Men vi står nu samtidigt over for med en tidsfrist på fire måneder med den store udfordring at skulle fremskaffe de nødvendige økonomiske midler til finansieringen af byparken. Jeg er dog i den forbindelse tryg ved at denne opgave er overladt til Søren Christensen, der jo har mange års erfaring som fundraiser. Han er også allerede i fuld gang med at søge diverse fonde om støtte til parkens etablering, forklarer hun.
Fælles folkeligt projekt
I lighed med Johnni Kristensen understreger Sussi Lem vigtigheden af at byparken i Jernbanegade bliver et fælles folkeligt projekt.
- Ved vores allerførste møde i arbejdsgruppen efter økonomiudvalgets stillingtagen til vores købstilbud på hjørnegrunden havde vi derfor fokus på at lægge en slagplan for det videre forløb med byparksprojektet. Allerede i næste uge vil vi inviterer den frivillig gruppe af lokale borgere bag Nørager Vedligehold til et møde for at få afklaret, om de også er villige til at stå for den fremtidige vedligeholdelse af byparken i lighed med den nuværende pasning og løbende vedligehold af minigolfbaneanlægget i byen, pointerer hun.
I forbindelse med den ønskede folkelige opbakning til byparksprojektet kan der ifølge formanden også blive tale om behov for lokal økonomisk støtte til realiseringen.
- I første omgang vil vi dog i arbejdsgruppen afvente og se, hvordan det går med resultaterne af ansøgningerne til diverse fonde og andre støttemuligheder. Efter planen vil vi så engang efter sommerferien arrangere et borgermøde i byen om vores projekt, hvor vi til den tid vil have et bedre overblik over et eventuelt behov for supplerende lokal økonomisk støtte for at nå i mål med at fremskaffe de nødvendige økonomiske midler inden for tidsfristen på de fire måneder, som jo indgår som en fortrydelsesret i vores købstilbud til Rebild Kommune, forklarer Sussi Lem.
Alle disse i første omgang økonomiske finansieringsforhold betyder, at arbejdsgruppen på nuværende tidspunkt ikke har forholdt sig til en mulig tidsplan for en egentlig realisering af byparksprojektet på hjørnegrunden i Jernbanegade.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.