Budgetaftale på plads - det krævede en skattestigning
17 ud af 25 byrådsmedlemmer står bag aftalen
Opdateret kl. 20:14
Selv om der skulle træffes hårde beslutninger undervejs, lykkedes det søndag for et flertal i Rebild Kommunes byråd at nå til enighed om en budgetaftale for 2024.
Det oplyser Rebild Kommune i en pressemeddelelse.
Bag aftalen står Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og løsgænger Jeppe Ugilt Hansen budgetaftalen for 2024. Dermed bakker 17 af byrådets 25 medlemmer op om aftalen.
Den Sociale Fællesliste, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten står uden for aftalen.
Borgmester Jesper Greth (V) understreger, at der har været mange svære beslutninger undervejs, hvor udgangspunktet har været en meget lav likviditet i Rebild Kommune. Jesper Greth bemærker, at partierne har været konstruktive og kompromissøgende i forhandlingsprocessen:
- De hårde økonomiske rammebetingelser betyder, at alle i byrådet bliver udfordret på nogle af deres grundlæggende principper og holdninger, når enderne skal hænge sammen i et ansvarligt budget. Det er hårdt, fordi vi ved, hvilke konsekvenser, det vil få for den nære velfærd. Dette til trods har det været en konstruktiv proces, og aftaleparterne føler, at enhver sten er blevet vendt for at sikre en ansvarlig og stabil økonomi i Rebild – også på lang sigt, siger borgmesteren.
Aftalen betyder, at skatteyderne i Rebild kan se frem til en ekstraregning. Det er besluttet at hæve skatten med 0,5 pct., så den fremover løftes fra 25,33 til 25,83 pct. Dermed er Rebild ikke længere den nordjyske kommune med den laveste kommunale trækprocent.
- Men her vil jeg gerne understrege, at vi har sikret, at hver en krone kommer til at give et løft til flere velfærdsområder. Vi har aftalt, at en fjerdedel af den øgede indtægt fra skatteprovenuet prioriterer vi til et kvalitetsløft og ny organisering af skoleområdet. Halvdelen af provenuet prioriteres til anlægsinvesteringer såsom tre dagtilbud, en ny skole og udbedring af veje og trafiksikkerhed. Den sidste fjerdedel prioriteres til et løft af Rebild Kommunes kultur- og fritidsliv, som er en central del af Rebilds DNA, forklarer Jesper Greth.
Aftaleparterne er blevet enige om at samle undervisningen i Kilden på én lokation i Terndrup. Derfor nedlægges skoleafdelingen i Bælum og skoleafdelingen i Blenstrup 31. juli 2024.
Af aftalen fremgår det, at lukningen udskydes til 31. juli 2025, hvis lokale kræfter i Bælum ønsker at oprette en friskole.
Desuden igangsættes høring i forhold til lukning af Læringscenter Himmerland pr. 31. juli 2024, hvor alle børnene tilbydes gode specialtilbud andre steder. Derudover flyttes SFO’en i Haverslev fra dagtilbud til skole pr. 1. januar 2024 og samdrift af skole- og dagtilbud i Øster Hornum og Kilden ophører pr. 31. juli 2024. De mange gode erfaringer med samarbejde på tværs af skoler og dagtilbud med samdrift tages med i de nye netværk.
Ældreområdets økonomi også på plads
Aftaleparterne har fundet en løsning på de 9,4 mio. kr., der var i ubalance på ældreområdet, ved at tilføre seks mio. kr. i 2025 og to mio. kr i 2027. Perioden giver ifølge partierne bag aftalen ældreområdet tid og mulighed for at finde varige løsninger og skabe balance i økonomien.
Budgettet forventes at blive endelig vedtaget på byrådsmødet 12. oktober.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.