Classic Cars på liften i Ravnkilde

John Tulstrup har som mekaniker fundet sin helt egen niche og har kunder helt i Dubai

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

John Tulstrup. Foto: Helge Søgaard Helge Søgaard

Faderen var brugtvognshandler, der opkøbte gamle biler på bilauktioner, satte dem i stand og solgte dem.

Sønnen John var tit med på auktion og gik faderen til hånde, og da John Tulstrup fyldte 13 år, kontaktede hans mor det lokale autoværksted i Ravnkilde, for at høre om sønnen kunne hjælpe til efter skoletid. Han skal ikke have løn, ”for når han er her, laver han ikke ulykker andre steder”, var moderens overbevisning.

John Tulstrup endte nu med at få fem kroner i timen, og kom senere i lære samme sted, hvor han i dag driver sit noget usædvanlige autoværksted.

Man kan nemlig stort set ikke finde en nyere bil på liften, da han har specialiseret sig i at reparere og istandsætte classic cars eller vintagebiler, som de også kaldes.

- I 2010 overtog jeg værkstedet fra min læremester, og da jeg altid har interesseret mig for gamle og specielle biler, så var det naturligt at sætte fokus på denne kundegruppe, siger John Tulstrup.

- Det var faktisk en drøm, som gik i opfyldelse, og som jeg lever af i dag. Siden dengang er det gået stærkt, for rygtet om, at der er en dygtig mekaniker i Ravnkilde, der kan mere end de fleste, når det gælder gamle biler, har spredt sig med stor hast. Jeg har kunder i Dubai, på Møn, i Ellidshøj og i København og overalt i Danmark, hvor der er entusiaster, der vil have en gammel eller speciel bilmodel renoveret, fortæller John Tulstrup.

Elsker besværlige biler

På væggen i værkstedet hænger der flag fra Italien, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, USA og Sverige, som signalerer, at bilmodeller fra alle disse lande har været i John Tulstrups kyndige hænder.

- Personligt synes jeg, at engelske biler er de sjoveste at arbejde med. Dels har de ofte meget flotte linjer, og så indeholder selve konstruktionen af bilen så mange finurlige og ofte ulogiske og besværlige løsninger, som på en måde er klassisk engelsk, fastslår John Tulstrup.

Reservedelene skaffer han fra grossister, som har specialiseret sig i dette marked, men enkelte bilmodeller kan der simpelthen ikke skaffes reservedele til. Men så laver John Tulstrup dem bare selv. Det gælder for eksempel en Osi-1200, som er en italiensk specialbil, der kun er bygget i 74 eksemplarer. En af dem befinder sig lige nu på værkstedet i Ravnkilde, hvor den gennemgår en total renovering, hvor alt håndlaves helt fra bunden.

- Jeg har ventetid på op til seks-otte måneder for nye opgaver, som vel at bemærke nemt løber op i flere hundrede tusinde kroner, inden bilen står flot og stråler som ny. Det gælder eksempelvis en kanariegul Jaguar E-type, som der dog fortsat er en del timer tilbage i, inden den er klar.

Rør til skoleskibet

- En anden specialopgave var udfordringen med at lave en såkaldt dorade, der er et udluftningsrør til skoleskibet Georg Stage. Via facebook blev jeg kontaktet med forespørgsel, om jeg kunne lave sådan en. Og da alt er muligt, som der står på min hjemmeside, gik jeg i gang. Lavet ud af en tyk jernplade og banket og bøjet i særlige og helt nøjagtige krumninger. Og nitttet sammen, for det skulle jo være originalt, smiler John Tulstrup.

Også en Citroen HY, der er den klassiske franske varebil med bølgede plader overalt, har han lavet. Det var svært med alle disse bølgeplader, som er meget tynde og vanskelige at arbejde med, men det lykkedes.

Fem km på literen

Privat har John Tulstrup selv flere vintagebiler. Blandt andet en Volvo 544 fra 1962, en engelsk Sunbeam 1600 GLS fra 1973 og så en 8-cylinders amerikansk Buick Le Sabre, som han også bruger til bryllupskørsel. Den går næppe mere end fem km på literen.

- Jeg ved, at Kongehuset har en næsten magen til, en Buick Centurion, hvor kun lygterne er udformet lidt anderledes, så jeg ser frem til at sparke dæk med Kronprins Frederik, næste gang han er ude at køre i sin Buick, smiler John Tulstrup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.