De snød med vandet: Nu lukker kommunen hanen

Rebild Kommune mener, at en ekstra service til entreprenører er blevet misbrugt

En brandhane ved Støvring Brandstation har stået til rådighed for entreprenører, der kunne tappe vand mod at meddele mængden og afregne hos Rebild Kommune.  <i>Genrefoto</i>

En brandhane ved Støvring Brandstation har stået til rådighed for entreprenører, der kunne tappe vand mod at meddele mængden og afregne hos Rebild Kommune.  Genrefoto

STØVRING:Når en entreprenør for Rebild Kommune skal udføre en opgave, der kræver en masse vand til f.eks. at spule kloakker eller veje, har de hidtil kunne hente vand fra en kommunal brandhane - mod at betale.

Søndag er det slut. Rebild Kommune lukker hanen ved Støvring Brandstation, fordi ukendte firmaer eller personer har snydt på vægten.

Man kan nemlig konstatere, at der er tappet for 12.000 kroner mere vand fra hanen end den mængde, entreprenørerne har oplyst, at de har hentet. 

- Vi har også konstateret, at firmaer, som slet ikke havde opgaver i Rebild Kommune, tappede vand fra hanen, oplyser Britta Bjerregaard Pørksen, centerchef for plan, byg og vej i Rebild Kommune.

Vandordningen med adgang til brandhanen ved brandstationen blev indført som en service fra Rebild Kommunes side. Her kunne en vognmand hurtigt fylde en tank med vand.

Rebild Kommune betaler til vandselskabet for vand, der tappes fra brandhanen. Aftalen indebar, at vognmanden skulle oplyse, hvor meget han havde tanket, og herefter fik vedkommende en regning fra kommunen.

Kommunens udvalg for teknik og miljø er blevet orienteret.

- Jeg synes, det er pinligt, at folk ikke kan finde ud af at afregne for det vand, de bruger, lyder kommentaren fra udvalgsformand Leon Sebbelin (RV).

Britta Bjerregaard Pørksen siger, at brandhanen ikke er helt lukket i. Udvalgte firmaer, der løser konkrete opgaver for kommunen, vil stadig få adgang, men brandhanen vil ikke være låst op for alle mulige andre.

- Vi må også erkende, at vores hidtidige service, hvor vi reelt solgte vand til private, ikke er en kommunal opgave. Og i en tid, hvor vi har sparet helt ind til benet på mange områder, giver det god mening at fjerne dette tilbud, siger hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.