Kager

Direktør blev inspireret af dronningens tale: Donerede kager til alle 10 ældrecentre

Direktøren for Tylstrup Kager fik inspiration af dronning Margrethes tv-tale om at vise omsorg for de ældre og svage ved at skænke dem blomster

På Skørping Ældrecenter Teglgårdsminde nyder fra venstre beboer Leis Vibeke Pedersen, social- og sundhedshjælper Karina Mittrup Svenningsen og beboer Ebba Madsen stadig nogle af småkagerne doneret af Tylstrup Kager i Støvring i anledning af påsken og corona restriktionerne. Privatfoto
På Skørping Ældrecenter Teglgårdsminde nyder fra venstre beboer Leis Vibeke Pedersen, social- og sundhedshjælper Karina Mittrup Svenningsen og beboer Ebba Madsen stadig nogle af småkagerne doneret af Tylstrup Kager i Støvring i anledning af påsken og corona restriktionerne. Privatfoto

STØVRING: I anledning af påsken har Tylstrup Kager i Støvring leveret småkager til beboerne og ansatte på alle 10 ældrecentre rundt i Rebild Kommune.

Bag det usædvanlige initiativ står direktør Erik Bresling.

- Jeg fik inspiration til idéen, da jeg hørte dronning Margrethes tale på tv om at man her i den svære tid også skule huske at tænke på de ældre og svage i samfundet ved at skænke dem blomster. Hen over natten opstod idéen med i stedet at give beboerne og de ansatte på de kommunale ældrecentre et rigt udvalg af vores forskellige småkager produceret her på fabrikken på Hagensvej. Det var lige som mere oplagt for os med sådan en donation, forklarer han og tilføjer:

- Vi har med vores donation ønsket at sende et signal om, at vi tænker på de svage og ensomme i denne svære tid, hvor de også må undvære samværet med familien og andre pårørende. På samme tid også personalet på ældrecentrene, der yder en stor indsats.

36 dåser til hvert ældrecenter

Direktør Erik Bresling havde efter eget udsagn grundet travlhed omkring påske ikke selv mulighed for at deltage i uddelingen af de mange småkager til ældrecentrene rundt i Rebild Kommune.

- Uddelingen var samtidigt en større logistisk opgave, så en ansat fra Rebild Kommune med kendskab til området kom derfor og hentede de mange kagedåser her på vores fabrik. Hver dåse indeholdt fem variationer af vores produktion af klassiske danske småkager, og hver af de 10 ældrecentre modtog 36 kagedåser fra os, oplyser han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden