En bemærkning til familiefest førte Karsten på sporet af Danmarks dybeste hemmelighed

Det her er fortællingen om passion. En passion for beton og mystik. En passion, der har fyldt tusindvis af timer over flere årtier. En passion, som har åbnet tonstunge døre under jorden. Men også en passion, der skal beherskes, hvis den ikke skal spinne ud af kontrol og blive altopslugende.

En passion, der voksede ud af én eneste bemærkning til en familiefest i 1994. 

Hvem festen var til ære for, spiller ikke den store rolle i denne sammenhæng. Det vigtige er, at Karsten Hvam Pedersen og hans bror Poul Holt Pedersen var til stede til festen. Karsten var 16 år gammel, og Poul var 19. Udover de to var der også en anden vigtig gæst til festen, nemlig deres onkel. 

Da onklen trådte over dørtærsklen den dag, vidste han ikke, at han, når han gik derfra igen, ville have ændret sine to nevøers liv for altid. Men det gjorde han og med blot en enkelt bemærkning om noget mystisk bag et gult hus i udkanten af Rold Skov. 

- Herude ved det gule hus på Røde Møllevej, der ligger noget hemmeligt, og mere kunne han faktisk ikke fortælle os, siger Karsten.  

Men mere var der heller ikke brug for.

Nogen tager til fodboldkamp  

Denne bemærkning ville nok have gjort de fleste nysgerrige. Men Karsten og Poul blev ikke bare nysgerrige. En ild var tændt i dem. 

- Bare det, at det var hemmeligt, gjorde, at sådan et par drenge som os syntes, at det var vildt fascinerende, siger Karsten. 

Brødrene boede hos deres forældre i Øster Tørslev, så turen til Rold Skov var kort, og der gik ikke lang tid, før de brugte så meget af deres tid som muligt i skoven. De gik ture og undersøgte området minutiøst. De slog telt op og overnattede der. Når de stødte på noget interessant, tog de hjem og markerede det på et kort. De tog rundt og talte med beboerne i området. Alt sammen for at blive klogere på, hvilke hemmeligheder der gemte sig i skoven. 

Lige så stille begyndte de at samle brikker til et større puslespil. I skoven fandt de flere betonkonstruktioner, som lignede udgange, og disse var placeret med en vis afstand, så der var ingen tvivl om, at det var noget stort, de var stødt på. Der var også en detalje ved det gule hus, som brødrene lagde mærke til. 

- Vi undrede os over, at garagen var længere end en almindelig garage, og vi kunne se, at der var en transformatorskilt på garagen, beretter Karsten. 

Der tegnede sig et billede af, at der foregik noget i skoven, som var ud over det sædvanlige. Noget man ikke bare sådan uden videre kunne finde information om. 

Brødrene havde en teori om, at det var noget militært, de var stødt på. Når de bevægede sig rundt på området, blev der hurtigt sat mange tanker i gang, og hver gang en bil kom forbi, eller et fly fløj over dem, skælvede de to unge mænd. Var det politiet, der kom efter dem? Hvis de så mennesker i det gule hus, frøs de. Var de blevet afsløret? Men de gav ikke op. Nogle gange ventede de flere uger, før de tog afsted igen, denne gang af en ny vej for ikke at vække opsigt. 

- Hver gang vi har fået mulighed for det, har vi taget derud. Ligesom nogen er taget til fodboldkamp, så er vi taget derud på bunkeren, og nogle dage har vi gået fem timer oppe i skoven uden at finde noget som helst, siger Karsten.  

Et overraskende svar

Årene gik, uden at brødrene oplevede nogle større gennembrud. En passion, der bliver født i teenageårene, brænder ofte ud. Mange par fodboldstøvler er blevet lagt på hylden, når voksenlivet har banket på døren. Men denne passion brændte ikke ud, og mysteriet forlod aldrig brødrenes bevidsthed.  

I 2008 havde de to teenagere, som siden var blevet voksne mænd, stadig ikke fundet ud af, hvad de havde været på sporet af i alle årene. Efterhånden var de ikke længere tilfredse med at sove i telt i skoven. De måtte have vished om, hvad der gemte sig blandt træernes rødder. Og de ville skrive en bog om det. 

Så Poul og Karsten skiftede taktik. De ville spørge om lov til at komme indenfor. Men hvem skulle de spørge? Der fandtes ingen information på stedet. Der var hverken skilte, hegn eller vagter. 

Da de havde konkluderet, at det var en bunker, måtte det være Forsvaret, de skulle henvende sig til. Så i 2008 skrev brødrene en mail til Forsvaret, hvor de bad om lov til at komme ned i bunkeren. De fik også svar. Men det var ikke opløftende, for meldingen lød, at det kendte Forsvaret ikke noget til. 

Så måtte det være et civilt anlæg. Igen skiftede de bane og sendte en mail til Beredskabsstyrelsen. Her blev de sendt rundt i systemet, indtil de endte hos en kontorchef, som gav dem et vævende svar. 

- Det har jeg fået at vide, det kender jeg ikke noget til, lød beskeden. 

Så var det altså bekræftet, at der var noget om snakken, og pludselig stod de på tærsklen til noget stort. Nu havde brødrene fået fat, og de havde ikke tænkt sig at give slip igen. 

- Jeg tror, at de kunne mærke på os, at vi mente det. Jeg tror også, at han tænkte, at der er nogen her, der vil skrive en bog uanset hvad, og så ville man fra myndighedernes side hellere være med til at styre processen lidt, fortæller Karsten. 

Til brødrenes store overraskelse førte det til, at de fik et positivt svar. De ville blive lukket indenfor på den betingelse, at myndighederne ville få mulighed for at censurere den bog, som de ville skrive. Det gik de med til.

Det kolde sus

Så en dag i 2008 stod de igen ved det gule hus, som de havde stiftet bekendtskab med så mange år tidligere. Men denne gang var de blevet inviteret. På stedet mødtes de med majoren, som stod for den daglige ledelse af stedet. 

- Vi skulle mødes bag ved garagen, og vi hilste på hinanden. Jeg kan huske, at det første han spurgte om var: "Hvor kender I placeringen fra?" fortæller Karsten. 

Bag garagen blev der åbnet en undseelig trædør. Kort efter mærkede brødrene et koldt sus, og så kunne de træde indenfor. 

- Dengang vi gik ind i den her tunnel første gang, så kigger man lige ud, gangen går lige ud, og så drejer den. Og så går det bare lige ud igen, og så drejer det, og så til sidst kommer man hen til de her enorme døre, fortæller Karsten. 

Det kolde sus, som brødrene mærkede, stammede fra en lang tunnel, som dukkede op på den anden side af trædøren. Tunnelen borer sig 300 meter ind i bakken, og for enden mødte brødrene de tonstunge døre, som var sidste stop, før de kom ind i selve bunkerkomplekset. Dørene gled langsomt op, og den sidste forhindring var forceret. 

Den Danske Ordbog definerer ordet bunker som en "underjordisk bygning med tag, gulv og mure af tyk beton der bruges som beskyttelsesrum eller til militære formål". Ikke umiddelbart en beskrivelse, der leder tankerne hen mod komfort, men indenfor i denne bunker var det imponerende faciliteter, der mødte brødrene. 

- Vi synes, det er en flot bunker. Det er arkitekttegnede møbler, der er dernede, det er Verner Pantons bachelorstol og Arne Jacobsen-stole, og det er ubrugt, fortæller Karsten og fortsætter: 

- Dengang vi var dernede, de første gange, var alt originalt. Der lå papirer og telefonnumre til ministre og alt muligt. 

Det var først, da Karsten og Poul kom ned i bunkeren, at det gik op for dem, hvad det var for et sted. Det var ikke en hvilken som helst bunker. Det enorme bunkeranlæg var bygget til at huse de vigtigste mennesker i den alvorligste stund. Herfra kunne landet ledes i tilfælde af en atomkrig. 

Senere fandt de ud af, at bunkeren gik under navnet REGAN Vest. 

REGAN Vest

• Bunkeranlægget blev bygget i al hemmelighed i perioden 1963 til 1968. 
• Hvis det blev vurderet, at en atomkrig var på trapperne skulle REGAN Vest blandt andet huse regeringen, udvalgte embedsmænd og den danske regent. 
• REGAN Vest er i alt 5.500 kvadratmeter stort. Bunkeren har 232 rum med plads til 350 mennesker. 
• I 2003 blev REGAN Vest taget ud af operationel drift, inden det endelig udgik af Beredskabet i 2012. 
• I 2014 fredede Slots- og Kulturstyrelsen REGAN Vest. Siden 2013 har Nordjyske Museer arbejdet på at dokumentere REGAN Vest og gøre stedet klar til at åbne som museum. Nordjyske Museer forventer at Koldkrigsmuseet REGAN Vest åbner i slutningen af 2022. 
• Navnet REGAN Vest er en forkortelse for Regeringsanlæg Vestdanmark.

Kilder: Reganvest.dk og Nordjyske Museer

- Vi vidste godt, at det var spændende, men vidste slet ikke, at det var så stort, og det der med, når man så kommer ned i det og ved, at herinde skulle statsministeren være, og i den her seng skulle dronningen ligge, fortæller Karsten. 

At stedet var bygget med et alvorligt formål, gik især op for brødrene, da de kom ind i det rum, hvor statsministeren skulle have holdt tale til den danske befolkning i tilfælde af en krig. 

Besøget i den uberørte bunker gav så mange indtryk, at brødrene var godt fyldt op, da de gik derfra igen. 

- Når man har været derinde, så har man ikke brug for at høre radio på vej hjem i bilen, siger Karsten. 

Så skulle man måske tro, at Karsten og Poul havde opnået, hvad de ønskede. Nu havde de endelig besøgt den bunker, som de var blevet tippet om så mange år tidligere. Men fortællingen slutter slet ikke her, for brødrene ville dele historien, og de havde jo også fortalt myndighederne, at de ville skrive en bog. 

Censureret af NATO 

Efter besøget i bunkeren gik det stærkt. Poul skulle hjem til København, hvor han boede, og han påbegyndte skrivearbejdet på vej hjem i toget, og allerede samme aften talte brødrene i telefon om fremtidsplanerne. 

- Vi havde aldrig tænkt, at vi skulle være forfattere. Men vi opdagede en historie, der var så spændende, at vi var nødt til at skulle være forfattere. Den historie skulle simpelthen fortælles, lyder det fra Karsten. 

Men selv om de to havde en masse energi, var der mange detaljer, der skulle styr på. I den efterfølgende periode arbejdede Karsten på deltid, så han kunne hellige så meget af sin tid som muligt til bogen. 

I 2010 kunne brødrene så udgive den censurerede version af deres bog om REGAN Vest under navnet: "Danmarks dybeste hemmelighed: REGAN VEST - regeringens og kongehusets atombunker". Bogen indeholder både fortællingen om byggeriet af REGAN Vest og en detaljeret beskrivelse af selve bunkerkomplekset. 

Inden udgivelsen havde den været forbi Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og NATO, som havde luet ud i oplysninger, som ikke måtte offentliggøres. Det var mest tekniske detaljer, der var hemmelighedsstemplede. Og så altså bunkerens placering. I 2010 var den stadig en del af Beredskabet, og placeringen måtte derfor ikke offentliggøres. 

I forbindelse med udgivelsen af bogen oprettede brødrene også en side på Facebook, hvor de siden har opdateret om stort og småt vedrørende REGAN Vest. Gennem siden fik de mange henvendelser fra nysgerrige sjæle, som ville vide, hvor de kunne finde bunkeren. 

Men det kunne brødrene først løfte sløret for i 2012, da bunkeren blev taget helt ud af Beredskabet. I 2014 kunne de så udgive deres bog uden censur. Bogen er i alt blevet udgivet i 15. oplag, så det er tydeligvis ikke kun brødrene, der interesserer sig for bunkeranlægget. 

- Når jeg ser tilbage, så kunne man jo ikke have planlagt det bedre, for det er jo meget sjovere at skrive sådan en bog, når det er tophemmeligt. Tænk at have fået lov til det, fortæller Karsten.  

På Facebook-siden "REGAN VEST - regeringens og kongehusets atombunker" følger over 18.000 mennesker brødrenes hyppige opdateringer.

Ingen detalje er for lille 

Arbejdet med at blive klogere på REGAN Vest er ikke slut for Karsten og Poul, som i dag er 43 og 46 år, og brødrene har gennem Facebook-siden fået kontakt med mange mennesker, som har haft en eller anden forbindelse til bunkeren. 

- Når jeg snakker med folk, så plejer de at sige: "Jeg kan nok ikke rigtig fortælle noget". Så plejer jeg at spørge: "Hvornår har du arbejdet dernede?", og så kan jeg lige en masse navne, og så kender de dem, og så kan jeg fortælle, hvordan de har det i dag og skal hilse mange gange, siger Karsten.

Og der er ingen fortælling, der er for lille til, at de vil lytte til den. For brødrene er drevet af at vide alt, hvad der overhovedet er at vide om REGAN Vest. 

- Vi vil kende hver eneste detalje ved det her byggeri, der er ikke en detalje, som vi ikke vil vide, fortæller han. 

Når de finder nye informationer, er der efterhånden tale om mindre ting. 

- Det er klart, det er nogle små ting, men for mig er det ikke små ting. Jeg tror, jeg er lidt som en elitesportsmand, der kan skære en hundrededel af, og så er det fantastisk, selvom når man ser det ude fra, kan man undre sig over, om det betyder noget at vide. Så det er stadig en stor fascination, når jeg finder ud af en ny lille ting, siger Karsten.

Der går ikke en dag uden REGAN Vest

Det er snart 30 år siden, at Karsten og hans bror for første gang kom på sporet af REGAN Vest. Det er efterhånden også mange år siden, at de fik opfyldt drømmen om at besøge stedet, og de har fået lov til at udgive deres bog uden censur. Men der går stadig ikke en dag, hvor Karsten og Poul ikke beskæftiger sig med REGAN Vest. 

- Jeg har gang i så mange ting, så når jeg kommer hjem, så er der 50 nye REGAN Vest-mails. Min kammerat har været i Rigsarkivet, så jeg skal også lige hjem og snakke i telefon med ham, siger Karsten med et grin. 

Der er dog et sted, hvor Karsten må dæmpe passionen for REGAN Vest, og det er, når han er sammen med sin kone og søn. 

- Jeg undgår at snakke om det med dem. Jeg siger næsten ikke noget for deres skyld. Det er jeg nødt til at gøre, for ellers bliver min hustru kvalt i det. Det fylder så meget, og der er så meget begejstring fra mig, fortæller Karsten, som understreger, at familien altid vil komme i første række. 

Han har også sørget for, at der ikke er noget i deres hjem, som har med bunkeren at gøre, så han ind i mellem kan få en pause. 

- Det er også for at kunne slippe det, når jeg lige har brug for fem minutter. Så duer det ikke, jeg kan se REGAN Vest-effekter omkring mig, siger Karsten. 

Brødrenes passion har over årene udviklet sig fra at dreje sig om noget mystisk til at kaste lys over selv de mindste detaljer ved bunkeranlægget. Gennem de mange års arbejde med bunkeren, er der en ting, der har gjort størst indtryk på Karsten.

- Den allerstørste oplevelse for mig med det bunkerprojekt, det er snakke med alle de her fantastiske folk. Hvordan de har været loyale og været så dygtige, bygningsarbejderne har haft det her farlige job og holdt på hemmeligheden, det har været en stor oplevelse, fortæller Karsten.

Hvornår vi andre kan få den samme oplevelse, som Karsten og Poul fik allerførste gang de mærkede det kølige sus fra den lange tunnel og så de tonstunge døre glide op, er endnu uklart. Men Karsten og Poul er slet ikke færdige med REGAN Vest. 

- Selvom vi har været i gang siden 94, så føler vi nok egentlig, at vi først lige er startet. Så der kommer meget mere fra os, afslutter Karsten. 

Kontakt

Karsten og Poul er fortsat interesserede i at tale med alle, der har haft berøring med Regan Vest. Brødrene kan kontaktes på forfatterne@reganvest.dk.