En tur i kosteskabet - og der er næsten udsolgt
Stubhusrevyen fortolker efterårets kommunalvalg

Hvad var det egentligt, der skete i kosteskabet? Fra venstre Maria Nortvig Kjeldsen, Jeppe Severinsen, Ane Batsberg, og Lone Villadsen. Foto: Claus Søndberg
STØVRING:Der sættes lys på nogle vigtige øjeblikke ved efterårets kommunalvalg, når Stubhusrevyen efter to års coronapause er tilbage i Stubhuset i Støvring med premiere fredag 11. marts.
De muntre revyskuespillere præsenterer blandt andet en sketch om Stubhusets kosteskab, der blev landskendt på direkte tv på valgaftenen. Det var her, nogle af de centrale politikere søgte hen for bage rævekager og købslå om magten i Rebild Kommune.
Ellers sætter revyen traditionen tro fokus på både lokale og nationale temaer, der kan få smilene frem, selv om man måske er tilflytter i Støvring. Statsminister Mette Frederiksen slipper ikke, og revyen slutter med en række af Shubiduas skønne sange.

Støvrings borgere stiller spørgsmål til dronningen. Fra venstre Ane Batsberg, Henrik Kristoffersen, Maria Nortvig Kjeldsen, Kenneth Hougaard og Lone Villadsen. Foto. Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg
30 frivillige har knoklet siden nytår sammen med en professionel instruktør, sanginstruktør og revyorkestret for at blive klar til showet.
Revydirektør Conny Blicher oplyser, at alle forestilling næsten er udsolgt.
Den 19. udgave af Stubhus-revyen præsenterer en debutant. Det er 23-årige Jeppe Severinsen, der er Støvring-dreng, men nu bor i Aalborg, hvor han går på musikkonservatoriet. Han har erfaring fra musicals på Støvring Gymnasium og koret Musicaliber.

Bente Frølund og Kenneth Hougaard i en scene fra årets Stubhusrevy. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg
Skuespillerholdet består desuden af Ane Batsberg, Bente Frølund, Maria Nortvig Kjeldsen og Kenneth Hougaard. Lone Villadsen og Henrik Kristoffersen assisterer i mindre roller på scenen.
Foruden premieren fredag opføres revyen lørdag 12. marts og søndag 13. marts. Man forventer i alt 800 mennesker til forestillingerne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.