Frivillighed er en del af Jacobs DNA: - Det er en flamme, jeg har forsøgt at tæmme i flere år

Brugte han sin tid på det rigtige? Gav det stadig mening for ham at bruge 20-25 timer om ugen på andres børn i stedet for sine egne? Eller var det nu, han skulle sadle om?

Det, han overvejede, var at indstille sit frivillige arbejde som træner og initiativtager i gymnastikafdelingen under Øster Hornums Idrætsforening. Noget, der ellers havde været hans hjertebarn i 10 år, noget, der havde gjort ham til en af foreningens mest bemærkede ansigter udadtil, og som blandt andet havde været medvirkende til, at Øster Hornum i 2018 kunne kalde sig for "Årets Forening".

- Men jeg nåede altså frem til, at der skulle ske noget andet. Som frivillig får du en masse, men du går også glip af noget - blandt andet tid med din familie. Og det havde jeg ikke lyst til længere, siger Jacob Thure Sørensen.

Derfor stod han i foråret med en gevaldig klump i halsen og sagde farvel til sine gymnastikhold. Han skulle ikke længere være træner. Nu var det slut, meddelte han. Efter to års tilløb trak han stikket.

- Men, altså... Det holdt jo kun nogle måneder. Så var jeg tilbage igen, griner Jacob Thure Sørensen.

Startede som 12-årig

Han kan nok ikke rigtig lade være. Den snart 40 år gamle Øster Hornum Hallen på Nibevej er mere end bare et sted, en bunke mursten - den er blevet hans andet hjem, ligesom det frivillige arbejde er blevet en del af hans DNA, siden han som 12-årig tog sit første job som hjælpetræner i barndomsbyen Sæby.

Han har brugt sine weekender, eftermiddage, aftener og nætter på at få alt omkring et gymnastikhold til at spille - træningsophold, dragter, licenser - og på at være med til at stable større ting på benene.

Han har været med til at tænke tankerne og slå stregerne for det, hallen forhåbentlig en dag skal udvides med: En kæmpe tilbygning, kaldet Menateket, som skal indeholde springcenter, multisal, café, fitness og varmtvandsrum.

Og da Øster Hornum Idrætsforening i 2018 blev kåret som "Årets Forening" var det blandt andet på grund af hans projekt "Kometerne" - et elitehold, der trak en rød tråd fra foreningens breddeidræt og endte med at vække genklang i de danske gymnastikkredse.

Imens har han taget en uddannelse, fået sig en kone og to børn og skullet passe både et fuldtidsjob som fysioterapeut og et job ved siden af som fysioterapeut for det danske landshold i powertumbling.

- Jeg ved ikke helt, hvad det er. Det er måske en glød, en flamme, som ikke kan slukkes. Nu har jeg forsøgt at tæmme den i flere år for at koncentrere mig om studie, arbejde, familie, men det lykkes ikke. I stedet er det, som om det hele tiden er mere og mere, det frivillige arbejde har fyldt, siger Jacob Thure Sørensen.

Ikke uden de andre

Så i foråret gjorde han noget drastisk og sagde stop. Men så kom mailen fra Øster Hornum Idrætsforening om, at man manglede hænder, og det nænnede han ikke at ignorere. Derfor tog han dette efterår igen fat som hjælpetræner på to børnehold. 

Det burde han nok have ladet være, kunne Jacob Thure Sørensen dog hurtigt mærke.

- Det holdt altså hårdt. Jeg var slet ikke klar. Og ret hurtigt endte jeg også med at stå med hele ansvaret for holdene, følte jeg, selv om jeg egentlig bare var hjælpetræner. Så der måtte jeg lige bakke igen. Det blev bare for meget, siger Jacob Thure Sørensen.

I dag er han tilbage. Efter nogle måneder til at trække vejret i er Jacob Thure Sørensen igen et af de kendte ansigter i hallen. Og det føles rigtigt nu.

Han medgiver, at han måske nok er en af de frivillige, der er mest synlige udadtil. Men han kan ikke snakke om sin egen indsats uden også at nævne alle de andres.

- Vi plejer at sige, at en forening ikke kan drives af ene ingeniører eller Excel-ark-nørder eller kreative sjæle. Der er brug for alle evner for at få det til at køre. Og jeg er så ham, der fjoller rundt i forgrunden og får nogle unger til at lave gymnastik. Men jeg kunne ikke gøre det uden de andre, slår han fast.

Kæmper for de frivillige

Historien om Jacob Thure Sørensen er nu ikke bare historien om den forskel, en ildsjæl kan være med til at gøre. Det er også historien om et forenings-Danmark i krise. 

Siden corona-nedlukningerne har mange idrætsforeninger kæmpet en brav kamp for at få de frivillige tilbage på banen - indtil videre stadig med blandet succes. Det kan også mærkes i Øster Hornum, fortæller formanden for gymnastikudvalget i Øster Hornum Idrætsforening, Rikke Kjemtrup Pedersen.

- Under corona frygtede vi, at vi skulle kæmpe for at få vores medlemmer tilbage. Men det har absolut ikke været noget problem. Det største har faktisk været, at vi mangler frivillige. Vi kan virkelig mærke, at folk har fået noget andet at lave de seneste par år, siger hun.

Lige nu mangler foreningen både trænere til gymnastikholdene, hænder til at hjælpe med oprydninger og afvikling af stævner, kagebagere og så videre.

- Vi kan godt mærke, at flere og flere børn og forældre er klar til at betale sig fra at skulle bidrage til foreningen for at holde den kørende. De vil rigtig gerne være med på holdene, vi tilbyder, men det er blevet væsentligt sværere at få dem til at byde ind på de ting, der også er nødvendige - nemlig at skaffe nogle penge til at betale for ture, stævner, dragter og så videre, siger Rikke Kjemtrup Pedersen.

Men den løsning - med at betale sig fra tingene - er hun ikke meget for at benytte sig af. For så ender man med at mangle sammenholdet og den særlige ånd i en idrætsforening.

Og sådan en by er Øster Hornum ikke. Her er det frivillige kræfter, der har skabt både hallen, fodboldbanen og friluftscenteret Katbakken. Så nej, det bliver ikke noget af at betale sig fra arbejdet, slår gymnastikformanden fast.

- I Øster Hornum både kan og vil vi selv. Det har vi vist så mange gange, siger Rikke Kjemtrup Pedersen, der bliver suppleret af Jacob Thure Sørensen.

- Det er noget af det, der er så fedt ved Øster Hornum. Det er egentlig en lille by, hvor alle kender alle, men samtidig har den størrelsen til at løfte nogle af de større projekter også, siger han.