Ejendomsmarked

”Fryseslottet” til salg for 19,5 mio.

Kan du rejse små 20 mio. kroner, kan du nu købe det tidligere Skørping Privathospital

Hospital, sundhedscenter eller luksushotel. Mulighederne er mange, når det handler om det tidligere Skørping Privathospital. Privatfoto

Hospital, sundhedscenter eller luksushotel. Mulighederne er mange, når det handler om det tidligere Skørping Privathospital. Privatfoto

Midt i Rold Skov ligger den spektakulære, slotslignende ejendom, der oprindelig var kendt under navnet ”Fryseslottet”.

Ejendommen, der blev opført af staten i 1906 som tuberkulosesanatorium, blev i 1991 omdannet til et af Danmarks første privathospitaler under navnet Skørping Privathospital og har i den mellemliggende periode fungeret som privathospital under forskellige ejere.

I dag er det Capio Privathospital Skørping, der driver privathospitalet, men fra nytår flytter hospitalet fra Skørping, og det har fået den mangeårige ejer Jørgen Enggaard til at sætte den 5.856 kvadratmeter store ejendom med tilhørende 39.561 kvadratmeter grund til salg for en udbudspris på 19,5 millioner kroner.

- Jeg har været en del af en større ejerkreds i godt 30 år og blev for knap fem år siden eneejer.

- Det har været en spændende periode, hvor et stort antal patienter fra hele landet og sågar udlandet er rejst til Skørping for at blive behandlet i de helt unikke omgivelser, men nu er der så mulighed for, at bygningen kan finde nyt liv med nye aktiviteter inden for hospitalsdrift, sundhedscenter, luksushotel eller lignende, siger 81-årige Jørgen Enggaard i en pressemeddelelse.

En kopi af det tidligere Skørping Privathospital fungerer allerede i dag som hotel ved Kolding Fjord.  Privatfoto

En kopi af det tidligere Skørping Privathospital fungerer allerede i dag som hotel ved Kolding Fjord. Privatfoto

Det er erhvervsmægler EDC Erhverv Poul Erik Bech, der står for salget, og ifølge ejendomsmægler Stig Theilmann er det ikke hver dag, en så stor og attraktiv bygning kommer til salg i Nordjylland:

- Vi er både ydmyge og begejstrede for at skulle håndtere salget af denne fantastiske ejendom. Med en helt unik arkitektur og beliggenhed er der tale om en særdeles sjældent udbudt ejendom, der med den rette køber stadig kan få stor betydning for området og Nordjylland, forklarer han.

Udover hovedbygningen omfatter ejendommen flere erhvervslejemål samt 14 boliger, der løbende er istandsat og i dag alle er udlejede:

- Hovedbygningen rummer mange anvendelsesmuligheder til blandt andet privathospital, kontor eller hotel og restaurant.

- Der findes en kopi af ejendommen i Kolding, som fungerer som hotel under navnet Hotel Koldingfjord.

- Bygningen i Skørping er i dag indrettet med en stor reception med udgang til parken, operationsstuer, kontorer, opholdsstuer og 24 værelser med eget badeværelse, møderum m.v., og det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvad stedet kan anvendes til, vurderer Stig Theilmann.

Oprindelig hed stedet Skørping Sanatorium og var et selvforsynende sanatorium med eget vandværk, vaskeri og endda dyr i staldene.

Stedets primære opgave var at behandle patienter med tuberkulose. Det foregik frem til 1950’erne, hvor sygdommen stort set blev udryddet i Danmark.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.