Fuldtræffer for Regan Vest: Fonde skyder millioner i projektet
Nu er også økonomien på plads i stort koldkrigscenter
REBILD: To store danske fonde støtter koldkrigsbunkeren Regan Vest i Himmerland.
Foreningen Realdania har doneret 30 millioner kr. og Augustinus Fonden 10 mio. kr. til at etablere et koldkrigsmuseum.
Med donationen er Nordjyllands Historiske Museum tæt på at kunne realisere planerne. I alt er budgettet på 74 millioner kr.. I finansloven for 2019 blev der afsat 20 millioner kr. Derudover har Rebild Kommune givet tilsagn om 5 millioner kr., Aalborg Kommune bidrager med 4 millioner, og det nu lukkede nordjyske Vækstforum har også ydet anlægstilskud.
Lige nu er der indsamlet 70,2 millioner kr.
Fornem blåstempling
- Vi har præsenteret fondene for fem spændende elementer i det ny museum, som tilsammen vil give publikum en totaloplevelse og en meget fascinerende fortælling om ikke bare Danmark, men i særdeleshed danskerne under den kolde krig. At de nu vælger at støtte os med to så generøse donationer, ser vi som en fornem blåstempling af projektet, siger direktør, Lars Christian Nørbach, Nordjyllands Historiske Museum.
Museet forventes torsdag også officielt at få tilsagn om, at Forsvarsministeriet med politikernes opbakning, overdrager Regan Vest til museet uden betaling.
Regan Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er et atomsikret bunker bygget ind i en kridtbakke mellem Gravlev og Oplev. Det blev opført i al hemmelighed i årene 1963-1968 med det formål at huse regering, regent og dele af centraladministrationen i tilfælde af en krise. Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014 og kan snart åbnes for offentligheden som museum og turistattraktion.
Det nye museum består af fem elementer, hvoraf bunkeren er den primære attraktion.
Se landskab efter bombe
Fortællingen af den kolde krig sker primært i en ny udstillingsbygning, der foruden udstillinger og publikumsfaciliteter også rummer et tredje element, et læringscenter til de ældste skoleklasser. Et fjerde element er parcelhuset foran bunkeren, hvor anlæggets tilsynsførende boede med sin familie. Villaen indrettes som den så ud i 1980’erne. Her skal publikum kunne mærke og opleve hverdagen under den kolde krig.
Endelig kommer området over bunkeren til at udgøre det femte element, hvor man kan nyde naturen og få virtuelle kig ned i bunkeren og ud i landskabet, som det ville se ud efter en atombombe.
Museet forventer at åbne Regan Vest for publikum i 2021.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.