Haludvidelse udfordret af ny børnehave: -Mega ærgerligt og alt for forhastet

Skørping Idrætscenter har fået forskellige meddelelser omkring placeringen af ny børnehave. Den indstilling, Teknik- og Miljøudvalget i Rebild Kommune nu har sendt videre til kommunalbestyrelsen, udfordrer den haludvidelse, idrætscentret har arbejdet med længe 

Hallen i Skørping er opført i 1974.
Hallen i Skørping er opført i 1974. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 16:04

Teknik- og Miljøudvalget i Rebild Kommune indstillede i går til kommunalbestyrelsen, at der  arbejdes videre med en plan om, at en ny børnehave får en placering over for hallen i Skørping. Hvis kommunalbestyrelsen stemmer for indstillingen, vil det få konsekvenser for en planlagt udvidelse af hallen. 

- Det vil fuldstændig ødelægge alle de planer, vi har for det udendørsområde, som er størstedelen af vores projekt, så ja vi vil skulle starte helt forfra, fortæller Julie Mackenhauer. som er bestyrelsesmedlem i Skørping Idrætscenter og forkvinde for udviklingsprojektet af Skørping Hal. 

Foreningen Skørping Idrætscenter har længe arbejdet med en udvidelse af hallen i Skørping, som oprindeligt er bygget i 1974. Arbejdet har været i gang siden 2019, og de påtænkte udvidelser inkluderer blandt andet en padelbane og et trailcenter. De første arkitekttegninger er på bordet, og foreningen er begyndt at søge fonde til finansiering. Hos foreningen har man i gennem processen mærket opbakning fra Rebild Kommune. 

Grus i maskinen 

Men nu har kommunen kastet grus i maskineriet. Teknik- og Miljøudvalget har nemlig indstillet til kommunalbestyrelsen, at der kan placeres en integreret institution på det område, hvor tilføjelserne til hallen skulle ligge. Og det er noget, der undrer Julie Mackenhauer. I januar var det nemlig en anden placering af institutionen, der blev meldt ud. 

- Vi får at vide fra forvaltningen, det er Center Sundhed, Kultur og Fritid, at det areal man påtænker at bruge, det er en af de mindre fodboldbaner, der ligger helt ned mod rundkørslen, og det, tænker vi, er en god placering. 

- Og så sker der det her i marts måned, at vi pludselig får at vide, at det faktisk er et helt andet sted, de ønsker at placere det her, fortæller Julie Mackenhauer. 

Teknik- og Miljøudvalget har nu besluttet at indstille til byrådet, at institutionen skal placeres på et andet område, end det der blev meldt ud i første omgang. 

- Det får vi at vide fem dage før, der er frist til dagordenspunktet til Teknik- og Miljøudvalget, hvor de så kommer og siger, det var faktisk ikke det, vi først havde foreslået, det er det her andet område, som ligger midt i vores projekt, og som to en halv gange så stort, som det område de havde oplyst os, at de havde påtænkt at bruge i første omgang, fortæller Julie Mackenhauer.

Julie Mackenhauer er bestyrelsesmedlem i Skørping Idrætscenter, og hun er uforstående overfor, at man vil placere institution på samme grund, som udvidelser er planlagt. Privatfoto

Planlægger et hastemøde

Hos Skørping Idrætscenter stiller man sig uforstående overfor, at kommunen er vendt på en tallerken. 

- Det, synes vi jo bare, er mega ærgerligt og alt for forhastet og ret urimeligt, lyder det fra Julie Mackenhauer. 

Nu planlægger foreningen, at der skal afholdes et hasteindkaldt borgermøde, hvor man vil forsøge at lægge pres på for at få beslutningen omgjort. 

- Vi ved godt, at det er nu, der skal handles, eller så går planerne jo i gang, fortæller Julie Mackenhauer. 

Da foreningen blev bekendt med den nye anbefaling fra forvaltningen, valgte de at indgive et høringssvar. Men grundet en fejl i forvaltningen er det mailen, hvor forvaltningen kvitterer for modtagelsen af høringssvaret, der er blevet offentliggjort og ikke selve høringsvaret. 

Det er ikke kun Skørping Idrætscenter, der stiller sig kritisk over for processen. Både formanden for Skørping Skoles bestyrelse, Morten Ziethen, og formanden for Skørping Erhvervsforening, Christian Ovesen, udtrykker forundring over kommunens håndtering af sagen. 

Udvalgsformand klar til dialog 

Leon Sebbelin (RV) er formand for Teknik- og Miljøudvalget, og han fortæller, at man ønsker at indgå i en dialog omkring området. Han understreger desuden, at indstillingen sendes videre til byrådet med en vis fleksibilitet omkring, hvor børnehaven skal placeres indenfor det planlagte byggefelt. 

- Vi vil meget gerne en dialog, hvor vi sætter os ned omkring et bord og så finder de løsninger. Det bliver ikke nødvendigvis den bedste placering til børnehave, det er der i øvrigt ingen, der er derude til en børnehave, og det kan godt være, at deres projekt ikke kan gennemføres 100%, siger Leon Sebbelin. 

Som svar på kritikken af, at man har ændret placeringen fra det, der blev meldt ud i januar, forklarer Leon Sebbelin, at der er forskellige forklaringer på hvorfor, man har valgt placeringen overfor hallen. 

-  Noget af grunden til placeringen er, at man kunne tænke det sammen med haludvidelsen. Det har medvirket til, at man har rykket bygningen lidt op mod hallen, fordi så vil man eventuelt kunne tænke det sammen på et senere tidspunkt, afhængigt af hvornår hallen går i gang med deres projekt. 

- Den, der tidligere har været nævnt, som ligger meget langt nede mod rundkørslen, den er der nogle andre tekniske udfordringer på, som vi fik beskrevet i går, siger Leon Sebbelin. Han nævner gravhøje i området, og at der kan være udfordringer ved, at børnehaven ligger i nærheden af rundkørslen. 

I Teknik- og Miljøudvalget blev placeringen af børnehaven indstillet til kommunalbestyrelsen med to stemmer for. Stemmerne kom fra Leon Sebbelin (R) og Morten Lem (A). Mads Danielsen (K) og Flemming Larsen (Ø) stemte imod, mens Peter Hjulmann (V) stemte neutralt.  

Skørping Idrætscenter har fået lavet en række tegninger af, hvordan deres planlagte udvidelser vil se ud.  Illustration: Spektrum Arkitekter

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden