Her stiger varmeregningen fra 10.000 til 36.000 kroner

Varmeværk er ramt dobbelt, fordi man fyrer med naturgas og bruger el til varmepumpe

Støvring Kraftvarmeværk forsyner cirka 3100 forbrugere, som rammes af endnu en stor prisstigning. <i>Privatfoto</i>

Støvring Kraftvarmeværk forsyner cirka 3100 forbrugere, som rammes af endnu en stor prisstigning. Privatfoto

STØVRING:Det går fra slemt til skrækkeligt for de 3100 varmekunder under Støvring Kraftvarmeværk. 

Værket bebudede torsdag endnu en prisstigning - den tredje på under et år. Den nye regulering betyder, at en såkaldt standardforbruger i en villa på 130 kvadratmeter skal betale over 16.000 kroner mere om året. 

De tre prisjusteringer til sammen har medført, at en standardforbruger er gået fra cirka 10.500 kroner i årlig varmeudgift til en varmeregning, der på årsplan løber op i cirka 36.000 kroner.

"Alene gasprisen er steget med faktor 4 fra juni 2022 og indtil ultimo august 2022", forklarer bestyrelsen for Støvring Kraftvarmeværk i en meddelelse til forbrugerne.

"Vi håber som mange andre, at situation bliver mere normaliseret, således vi kan komme tilbage til en lavere varmepris", lyder det fra bestyrelsen.

Støvring Kraftvarmeværk laver både varme og elektricitet med gasfyrede motorer. For godt et par år siden foretog man en kæmpeinvestering i en eldrevet varmepumpe, som i dag kan levere 75 procent af varmebehovet.

Det gør værket mere miljøvenligt og reducerer afhængigheden af naturgas. Men da elprisen også er eksploderet, rammes varmeværket i Støvring dobbelt. 

For 11 måneder siden varslede varmeværket første prisstigning, der betød, at taksten steg fra 350 til 665 kroner per MWh (megawatttime). 

Tre måneder senere kom næste varsel: Taksten steg fra 665 til 875 kroner per MWh.

Den tredje prisstigning på under et år kom onsdag. Prisen stiger fra 875 til 1775 kroner per MWh. Den nye pris gælder fra 1. december. 

Faste bidrag og abonnement stiger ikke.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden