Hotelbranchen

Hotelgæster i 60'er-stemning før bunkerbesøg

Nordjysk kro indretter værelse med møbler, musikanlæg og billeder fra det årti, hvor Regan Vest i al hemmelighed blev bygget 

Det nye 60'er-værelse er ikke helt klar endnu, men Bente og Jørgen Pedersen fra Rold Storkro lover, at de første gæster kan overnatte 10. april.
Det nye 60'er-værelse er ikke helt klar endnu, men Bente og Jørgen Pedersen fra Rold Storkro lover, at de første gæster kan overnatte 10. april. Foto: Torben Hansen

REBILD: Rold Storkro ligger næsten nabo til det tidligere tophemmelige militæranlæg. Nu er Regan Vest åben for publikum, interessen er stor, og kroen har for længst hægtet sig på succesen.

Således tilbyder Rold Storkro fra april til november to dages hotelophold med middag og billetter til koldkrigsbunkeren.

Efter påske sætter Rold Storkro et ekstra tvist til Regan Vest-pakken. Et af kroens 47 hotelværelser er ved at blive renoveret. Ikke med tidens moderne inventar, men med en masse gammelt stads, der relaterer sig til 1960'erne.

- Vi har været på jagt efter gamle møbler, som vi har restaureret. Vi har skaffet et gammelt B&O musikanlæg fra 60'erne, og vi har købt en masse plader fra årtiet, fortæller Bente Pedersen, medindehaver af Rold Storkro.

Gæsterne kan gå i karbad. Foto: Torben Hansen

Værelset kan naturligvis bookes af gæster, som bestiller Regan Vest-pakken. De kan så mærke tidsånden allerede inden, de forsvinder ind i bunkeren, som blev anlagt under Den Kolde Krig i 1960'erne.

Det nye, gamle hotelværelse er endnu ikke færdigt, men bliver klar til de første gæster 10. april, garanterer Bente Pedersen.

Musikanlægget fra B&O virker. Foto: Torben Hansen

Prisen bliver lidt højere i forhold til at bo i Rold Storkros øvrige 46 værelser.

- Med i prisen følger en Regan Vest-bog og en halv flaske portvin med vaniljekranse, som man yndede at hygge sig med dengang.

Musik fra Den Kolde Krigs tid. Foto: Torben Hansen

- Vi har gjort os virkelig umage, men vi er hotelfolk, ikke historikere, så hotelværelset må ikke sammenlignes med udstillinger i f.eks. Den Gamle By. Vi kan jo heller ikke gå på kompromis med sikkerheden, så madrasserne er stadig af den slags, som er lavet af brandhæmmende materialer, siger Bente Pedersen.

Foto: Torben Hansen

Rold Storkros bunkerpakke inkluderer to overnatninger søndag til tirsdag og billet til Regan Vest. Kroen har mindst 20 billetter til rådighed hver uge frem til november, hvor Regan Vest slutter sæsonen.

- Interessen er virkelig stor. Vi har allerede solgt 75 procent af billetterne, siger Bente Pedersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden