Brandfolkene kom først dagen efter: Ingen så lade brænde ned til grunden
Indsatsleder vurderer, at brand i lade med halm og træ opstod lørdag aften, men først blev anmeldt søndag
Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:07
BÆLUM: Søndag klokken 11.19 hastede brandfolkene fra Falck og Nordjyllands Beredskab til Fruerhusvej ved Bælum i Himmerland.
Her var der kommet anmeldelse om en ildebrand i en lade med halm og træ.
- Laden er helt væk, konstaterede indsatsleder Allan Frisk efter godt en times indsats på stedet.
Her brændte det eller ulmede fortsat i noget halm, som brandfolkene rodede op i, så det kunne brænde ud. Der var også paller med træ i den lade, som altså ikke er mere, og taget var faldet ned over det, så der ventede endnu nogle timers efterslukning på stedet.
Tilbage står spørgsmålet om, hvordan ilden opstod - og ikke mindst hvornår:
- Mit bud er, at den opstod lørdag aften, men at man ikke har kunnet se røgen herfra i mørket, så det først blev opdaget i dag, meddelte Allan Frisk søndag.
Der er tale om et afsidesliggende sted, og ejendommen er ubeboet, oplyser Nordjyllands Politi.
- Så der har hverken været fare for dyr eller mennesker, konstaterer vagtchef Torben Larsen. Ilden bredte sig ikke til andre bygninger.
Brandårsagen kendes endnu ikke men skal undersøges nærmere - især i betragtning af, at ejendommen er ubeboet, siger vagtchefen.