Rebild

Kærester med ben på begge sider af Atlanten

Vi tog en snak med parret om motivationen for at dukke op til fejringen af 'det særlige bånd mellem Danmark og USA' - et bånd de begge havde tæt inde på livet.

Kæresteparret Suyha og Frederik har begge et varmt forhold til både Danmark og USA. Nu var det på tide at opleve Rebildfesten for første gang.
Kæresteparret Suyha og Frederik har begge et varmt forhold til både Danmark og USA. Nu var det på tide at opleve Rebildfesten for første gang. Asbjørn Løvendahl

Opdateret 05. juli 2023 kl. 14:49

REBILD: Kæresteparret Frederik og Suyha kommer gående ned ad stien i retning af ”gryden”, hvor Rebildfestens hovedscene står placeret.

Da de smilende bremser op og giver sig i kast med at fortælle om, hvorfor de er kommet, viser det sig, at de begge har en fortid i det store land mod vest.

- Vi har begge mennesker, vi holder af, i både Danmark og USA. Af hver vores grund, siger de.

Et barn er født

Den i dag 23-årige Suyha Bolivard kom til Danmark i 2009. Inden da havde hun boet i den amerikanske by South Orange i delstaten New Jersey, sammen med sin danske mor fra Klim i Nordjylland og far fra Haiti.

Selvom hun voksede op i USA, var Danmark aldrig langt væk.

- Vi fik de danske normer og værdier med hjemmefra, siger hun.

De mange flag langs stien repræsenterer de forskellige amerikanske delstater. Foto: Asbjørn Mogstad

Den nordjyske mor talte dansk til dem, fra de var små. Og både hende og hendes lillebror lærte at fejre både fastelavn og jul på dansk manér.

- Jeg lærte at synge ”Et barn er født i Bethlehem” fra jeg var otte år gammel, siger hun.

Op til Alaska

Suyhas kæreste, 25-årige Frederik Bjergen, har sin helt egen historie, hvad angår den tætte relation til det store land i vest.

-Jeg var udvekslingsstudent i Alaska. Med Rotary, siger han.

Frederik tager jakken af og viser dagens symbolske påklædning: en trøje med et stort motiv af en amerikansk "great eagle." Asbjørn Mogstad

Her ligger den nærliggende tanke, om de mon mødte hinanden i USA eller Danmark?

- Vi mødte hinanden her. På Tinder - haha! Siger de.

Lad os nu se

Et andet møde med relation til dagens tema, var Frederiks første møde med den amerikanske tradition for at fejre uafhængighedsdagen 4th of july. Denne storslåede fejring fik han allerede at opleve dengang, hvor han boede hos en amerikanske familie og deltog i deres traditioner.

Derfor blev han interesseret, da han fandt ud af, at Rebildfesten havde netop 4th of july som udgangspunkt.

- Jeg har altid vandret meget her i bakkerne og bemærkede tidligt alle reklamerne for festen - "nu var det på tide at se, hvad den kunne”, siger han.

Første Rebildfest

Suyha var ikke svær at overtale, da Frederik foreslog, om de ikke skulle tage en tur ned i Gryden for at se, hvordan sådan en ”4th of july”-fejring mon ville tage sig ud under danske himmelstrøg.

Parret havde dog ikke nærlæst programmet. 

- Det var ikke dét, der var den væsentligste motivation for os, siger de.

Parret bevæger sig ned mod bakkerne for at finde et sted med udsigt til dagens program, herunder Sæbygarden, den amerikanske ambassadør, en chefredaktør fra New York Times og sangerinden Oh Land. Asbjørn Mogstad

Nej, motivation lå i, at de synes, fejringen af det særlige bånd mellem USA og Danmark er vigtigt. 

- Både fordi USA er én af vores vigtigste politiske allierede. Men i lige så høj grad fordi mange på begge sider af Atlanten har nogle de holder af. Venner. Familie. Eller, som i vores tilfælde: Begge dele, siger Frederik.

Derfor tøver Suyha heller ikke med at anbefale Rebildfesten allerede nu, inden programmet skydes i gang om få minutter.

- Jeg vil helt klart anbefale det. Og jeg synes egentlig ikke, man behøver et særligt forhold til USA for at dukke op: Mon ikke man kan lære noget alligevel? Spørger hun – retorisk.


Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden