Ny restauration

Keld Heick på café i bycenter: - Brugt som navneinspiration for indehaver

Anne Maren Schildt åbner nyt madsted i Grangårdscentret til november, når lokalerne har været igennem en stor ombygning

Anne Maren Schildt følger nøje den igangværende store ombygning og sammenlægning af de to butikslokaler i Grangårdscentret, der fremover skal være ramme for hendes nye Café Keld H.

Anne Maren Schildt følger nøje den igangværende store ombygning og sammenlægning af de to butikslokaler i Grangårdscentret, der fremover skal være ramme for hendes nye Café Keld H.

STØVRING:Støvring får til november et nyt samlingspunkt, når Café Keld H slår dørene op i Grangårdscentret.

Anne Maren Schildt står bag den nye café og har længe været på udkig efter egnede lokaler, som hun nu har fundet i Grangårdscentret i Støvring.

En café i centret har længe stået højt på ønskesedlen, påpeger en af drivkræfterne bag Grangårdscentret, René Thomasbjerg.

- Vi syntes, det lød rigtigt spændende, da Anne Maren Schildt kontaktede os med henblik på at lave en café i Grangårdscentret. Der var selvfølgelig lige en række ting, der skulle undersøges for begge parter. Men nu har vi fået en aftale på plads, og vi er allerede i fuld gang med ombygning af lokalerne, så caféen kan flytte ind og åbne i november, påpeger han og tilføjer:

- Vi er slet ikke i tvivl om, at en lækker café bliver en stor gevinst ikke bare for Grangårdscentret, men for Støvring by generelt.

Erfaring med restaurationer

Anne Maren Schildt bor privat i Vodskov.

- Jeg har 21 års erfaring i tankstation-branchen hos tidligere Statoil både i Aalborg og andre byer i Nordjylland. De sidste tre år har jeg været i restaurationsbranchen, hvor jeg har været med til at starte Café Aktuel op på Budolfi Plads i Aalborg, fortæller hun.

At valget for en placering faldt på Grangårdscentret forklarer hun med en unik beliggenhed i byen med velegnede lokaler med god facadeværdi.

- Samtidigt er der gode muligheder for udeservering samt masser af parkeringspladser. Jeg glæder mig derfor rigtigt meget til at åbne Café Keld H, og jeg har simpelthen så mange idéer og planer for stedet fremover, fortæller hun.

Det usædvanlige navn forklarer hun har baggrund i musiker og melodi grand prix veteranen Keld Heick.

240 kvm. til rådighed for café

Anne Maren Schildt har indgået lejemål af to butikslokaler i stueplan i Grangårdscentret, hvoraf den ene tidligere var ramme for bar- og diskoteket Fænghætten i Støvring.

Hun får dermed 240 kvadratmeter til rådighed samt kælderlokaler, hvor der skal indrettes toiletfaciliteter til cafégæsterne, kontor og lager.

Caféen får efter planen åbningstider, der dækker både frokost og aften i hverdagen og brunch i weekenden.

Åbning primo i november

Menukortet bliver ifølge Anne Maren Schildt med noget for enhver smag, og derudover kommer caféen til at tilbyde take away af bl.a. salater, sandwiches, smørrebrød og burgere til både private og erhverv.

Med sammenlægning og ombygning af to store butikslokaler ligger der i øjeblikket forude dog et par måneders hårdt arbejde med renovering og indretning med mere.

Det er ansatte hos medejer af Grangårdscentret René Thomasbjergs byggefirma LPS Byg A/S i Suldrup, der står for at indrette den store café i  Støvring. Foto: Martin Damgård

Det er ansatte hos medejer af Grangårdscentret René Thomasbjergs byggefirma LPS Byg A/S i Suldrup, der står for at indrette den store café i Støvring. Foto: Martin Damgård

- Mit håb er dog at kunne åbne min café i begyndelsen af november. I fuld drift bliver der behov for mellem 15 og 20 ansatte, både fuldtidsansatte kokke i køkkenet samt løst ansatte til selve serveringsdelen. I øjeblikket køber jeg mange forskellige retromøbler i genbrugsbutikker, som skal placeres i det ene lokale i caféen sammen med en bar, hvor mine cafégæster kan hygge sig. Det andet lokale indrettes med et køkken og moderne caféborde og stole, forklarer hun.

Det er medindehaver af butikslokalerne i Grangårdscentret René Thomasbjerg, der med ansatte i sit byggefirma LPS Byg A/S i Suldrup står for den igangværende store ombygning og sammenlægning af de to store butikslokaler til fremtidig cafédrift.

Hele processen bliver fulgt nøje af Anne Maren Schildt, der til formålet har lånt et midlertidigt lille kontorlokale ovenover i Grangårdscentret.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.