Politi

20 køer døde efter voldsom påkørsel - togene holdt stille i fem timer

Se billedgalleriet i bunden af artiklen

Cirka 20 køer døde mandage morgen efter at de var blevet påkørt af et tog i Støvrings nordlige udkant.
Cirka 20 køer døde mandage morgen efter at de var blevet påkørt af et tog i Støvrings nordlige udkant. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 12:24

Togene mellem Aalborg og Hobro holdt stille hele mandag morgen.

Det skyldes, at et tog fra Nordjyske Jernbaner påkørte cirka 20 køer.

Uheldet skete på banen i Støvrings nordlige udkant mellem Mercurvej og Støvring Ådale - ud for indkørslen til Grævlingen.

Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

En del af køerne ligger på skinnerne, men der ligger også døde køer i grøften, hvor de er havnet efter at være ramt af et tog. Jan H. Pedersen

Skal undersøge forholdene

Vagtchefen fortæller, at der ikke skete personskade i forbindelse med påkørslen.

Langt hovedparten af køerne døde efter påkørsel fra toget, der skete omkring klokken 6.40. Enkelte køer måtte efterfølgende aflives på grund af kvæstelser.

Det er endnu uvist, hvordan påkørslen kunne ske, herunder hvordan køerne er kommet ud på togskinnerne.

- Vi har kontakt til ejeren, som vi skal have afhørt. Vi skal blandt andet have fundet ud, hvor køerne har været indhegnet, og hvordan køerne er kommet ud, siger Karsten Højrup Kristensen, der fortæller, at det er for tidligt at sige, om det sagen får konsekvens for ejeren.

Banedanmark har ryddet op på stedet, herunder få toget trukket tilbage til stationen i Støvring, hvor politiet vil stå for at få det undersøgt.

Må køre 120 kilometer i timen

Det var et tog fra Nordjyske Jernbaner, der påkørte køerne.

Administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner, Martin Sort Mikkelsen, fortæller at toget var på vej fra Aalborg og sydover mod Hobro, da køerne stod på sporet.

- På det tidspunkt var der kun én passager med toget, og vedkommende har vi taget hånd om og fået kørt til sit bestemmelsessted. Herudover har vi taget hånd om lokomotivføreren. Der er en helt fast procedure, når der sker sådan en slags ulykker siger Martin Sort Mikkelsen.

Hvor hurtigt toget har kørt, da det ramte køerne kan direktøren ikke svare på.

- Tog må køre op til 120 kilometer i timen på strækningen, hvor påkørslen er sket, men hvor stærkt toget kørte ved påkørslen er noget vi skal have undersøgt, siger han.

Det uheldsramte tog vil mandag blive kørt til Nordjyske Jernbaners garager, hvor det vil blive undersøgt.

Nordjyske Jernbaner er ejet af Nordjyllands Trafikselskab og står for togdriften på lokalbanerne Skagensbanen og Hirtshalsbanen samt lokaltogene mellem Frederikshavn og Skørping.

Der var en passager med toget, da det ramte de mange køer. Nordjyske Jernbaner hjalp vedkommende videre. Foto: Jan Pedersen

Holder stille indtil middag

Togene holdt stille på strækningen mellem Hobro og Aalborg i fem timer fra cirka klokken 6.40 til klokken 11.40.

Der var indsat togbusser.

I første omgang blev togdriften mellem Aalborg og Skørping indstillet. Senere forlængede man strækningen, så togene mandag formiddag står stille mellem Aalborg og Hobro.

Det skete for at minimere ventetid på InterCity- og InterCity Lyn-tog.

Det var både tog fra DSB og Nordjyske Jernbaner, der ikke kørte, da de bruger de samme skinner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden