Lindring til varmeforbrugere: Stor investering kan banke prisen ned

Varmeværk vil investere over 22 millioner i en elkedel, der skal køre, når strøm er nærmest gratis

De godt 3100 forbrugere under Støvring Kraftvarmeværk på Hjedsbækvej er hårdt ramt af prisstigninger, men nu vil værket investere sig til lavere udgifter. <i>Arkivfoto</i>

De godt 3100 forbrugere under Støvring Kraftvarmeværk på Hjedsbækvej er hårdt ramt af prisstigninger, men nu vil værket investere sig til lavere udgifter. Arkivfoto

Nu er en smule lindring på vej til 3100 hårdt ramte varmeforbrugere. Støvring Kraftvarmeværk er parat til endnu en stor investering for at kunne producere varme så billigt som muligt.

Det drejer som om en elkedel og en kæmpe tank til at lagre varmt vand. Prisen vurderes at blive over 22 millioner kroner, men vil reducere den årlige udgift til energi og CO2-kvoter væsentligt. Samtidig kan kraftvarmeværket skære ned på brug af naturgas og CO2-udledning til gavn for klimaet.

- Det handler om at optimere varmeprisen og minimere vores forbrug af naturgas, siger Søren Kjær, formand for Støvring Kraftvarmeværk.

Fidusen med elkedlen er, at den skal lave strøm om til varmt fjernvarmevand, men vel at mærke kun, når elprisen på spotmarkedet er helt i bund. Det kan den f.eks. være om natten, når vinden blæser og forbruget ikke er stort nok til at aftage al strømmen fra vindmøllerne. 

En beregning viser, at elkedlen over en 20-årig periode vil give en besparelse på 67 millioner kroner. Det vil medføre et fald på 1307 kroner på den årlige varmeregning for en forbruger med et såkaldt standardhus.

Støvring Kraftvarmeværk investerede for to år siden 42 millioner kroner i en eldrevet varmepumpe, der trækker varme ud af luften og ind i fjernvarmevandet. Anlægget har reduceret afhængigheden af naturgas. Knap 75 procent af værkets varme laves nu med varmepumpen, mens godt 25 procent kommer fra naturgassen.

Med elkedlen bliver naturgasforbruget reduceret yderligere til omkring 17 procent af det samlede energiforbrug.

Det kommende projekt indebærer, at der bygges en 3700 kubikmeter stor tank til at lagre opvarmet vand. - Det betyder, at vi i højere grad kan udnytte både varmepumpen og den nye elkedel optimalt og producere varmt vand, når elprisen er lav, siger Søren Kjær.

Han tilføjer, at Støvring Kraftvarmeværk også overvejer at udvide varmepumpens kapacitet, så man kan vinke farvel til endnu mere naturgas til fordel for grøn strøm.

Rebild Kommunes udvalg for teknik og miljø skal godkende varmeprojektet på sit kommende møde. Planen har været i høring, og ingen har protesteret.

Elkedlen ventes at kunne sættes i drift i midten af 2023.

En lavere varmepris i Støvring vil gå til værdigt trængende. De godt 3100 forbrugere under Støvring Kraftvarmeværk er blevet usædvanligt hårdt ramt af de aktuelle, høje energipriser. 

Udgiften for at opvarme et standardhus i Støvring er steget fra knap 10.500 korner i 2021 til næsten 20.000 kroner i år. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden