Forældre i oprør over afgørelse: Ingen tænker på børnenes trivsel

Stor pladsmangel i Skørpings børnehaver blev løst - men mange er utilfredse

Steffen Jespersen, formand for bestyrelsen for Dagtilbud Skørping, er skuffet over byrådets beslutning.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Steffen Jespersen, formand for bestyrelsen for Dagtilbud Skørping, er skuffet over byrådets beslutning.  Foto: Claus Søndberg

SKØRPING:Med 15 stemmer for og 10 imod vedtog Rebild Byråd torsdag aften, at de op mod 40 børn, børnehaverne i Skørping fra nytår ikke længere kan rumme simpelthen på grund af pladsmangel, skal flyttes over i to lokaler på Skørping Skole.

Og der skal de være, indtil de skal starte i 0. klasse efter sommerferien næste år.

En beslutning, der de seneste uger i den grad har bragt sindene i kog hos forældre i Skørping - og som torsdag aften fik en af de mange fremmødte forældre i byrådssalen til at bemærke, at så måtte han nok hellere finde en anden institution til sine børn.

Også formand for bestyrelsen for Dagtilbud Skørping, Steffen Jespersen, var mødt op for at overvære debatten om afstemningen om det brandvarme emne.

- Det er ærgerligt, og det er frustrerende, at politikerne udviser sådan en bedrevidenhed i den her sag. De har bedt os og dagtilbuddene om at komme med nogle forslag, og så har de totalt ignoreret dem og alle pædagogiske anbefalinger. I stedet har de taget en ren økonomisk beslutning, og det er skuffende, sagde Steffen Jespersen.

De seneste uger har man drøftet, hvor man midlertidigt kan placere de børn, der ikke er plads til i børnehaverne. Et flertal i børne- og familieudvalget peger på Skørping Skole, mens forældre hellere ser en løsning på det tidligere privathospital i Skørping.

Forældrene føler sig underkendt, fortæller Steffen Jespersen.

- Lokalerne på Skørping Skole er slet ikke indrettet til at kunne rumme og sikre trivsel for så mange børn. Jeg frygter simpelthen, at de her små børn bliver tromlet fysisk og psykisk af så tidligt at skulle blandes med større børn, siger Steffen Jespersen, der har kæmpet for at få byrådet til at vælge at indrette en midlertidig børnehave i byens gamle privathospital.

Han mener, at lokaler på hospitalet er pædagogisk bedre end på skolen. Steffen Jespersen siger, at forældre er klar til at trække i arbejdstøjet og hjælpe med både at flytte, bygge og male. 

Hvorfor fremtidssikrer man ikke børneområdet, spørger Steffen Jespersen. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Hvorfor fremtidssikrer man ikke børneområdet, spørger Steffen Jespersen. Foto: Claus Søndberg

Men den og flere andre løsningsforslag er blevet forkastet blandt andet med den begrundelse, at det ville blive for dyrt.

- Det er jo et spørgsmål om prioriteringer. Nu har man lige brugt penge på to trafiklys i Støvring for at fremtidssikre trafikken - men hvorfor fremtidssikrer man ikke børneområdet? Det er jo håbløst, siger Steffen Jespersen, med henvisning til, at problematikken med for mange børn vil gentage sig også næste år.

Propfyldte børnehaver

Skørping har tre børnehaver, der er normeret til 140 børn. De må i perioder have 15 procent over normeringen - svarende til 161 børn.

1. januar rammer man dette loft, og frem mod marts vil der være 179 børn. Fra april letter presset, når de ældste børnehavebørn flytter i førskoletilbud på Skørping Skole.

Problemet vender tilbage i vinteren 2023-24.

Børne- og familieudvalget vil løse problemet ved at indrette en midlertidig børnehave i to lokaler på Skørping Skole, hvor der skal være plads til 39 børn.

Forældrebestyrelsen for Dagtilbud Skørping vil hellere indrette en børnehave i det tidligere privathospital i Skørping.

Rebild Kommune har i flere år været klar over det kommende pres på børnehaverne i Skørping. Derfor har byrådet bevilget penge til en ny daginstitution, men planlægningen er forsinket, og børnehaven kan næppe åbne  før om nogle år.

Eneste forskel er, at loftet for kapacitet i børnehaverne til den tid rammes måske allerede i november.

- Det betyder, at nogle af de børn, der flyttes, kun er fire år. Det er alt for tidligt at sende børn videre fra børnehaven, mener han.

Børnetallet vokser i Skørping, og det gør presset på børnehaverne også. <i>Arkivfoto: Lars pauli</i>

Børnetallet vokser i Skørping, og det gør presset på børnehaverne også. Arkivfoto: Lars pauli

Anna Oosterhof (V), formand for børne- og familieudvalget, forsvarede beslutningen.

- Børnehavebørnene skal jo ikke gå i skole. De skal gå i en børnehave, der placeres i lokaler på skolen, og personalet og normeringen fra børnehaven følger med. Her er en god legeplads og nem adgang til naturen. Samtidig er det en økonomisk ansvarlig løsning, hvor vi udnytter kommunens egne lokaler, sagde hun.

På den anden side af byrådssalen skød modstanderne med hård kritik, og i front var politikere med rødder i folkeskolen:

Peter Hansen (S), tidligere skoleleder på Skørping Skole:

- Jeg er forundret, for jeg ved, at skolen er hårdt presset på lokaler. Nu vil man proppe endnu flere børn i en anden aldersgruppe ind. 4-5-årige skal gå i skole med 6-9-årige. Det er pædagogisk fuldstændig uforsvarligt, mente Peter Hansen, der forudser et mareridt, når lokaler og faciliteter skal fordeles.

Morten Kamstrup (SF), der også er formand for Himmerlands Lærerkreds, mente, at det ligefrem kan være i strid med loven at flytte så små børn til en skole.

- Hvis man har været på Skørping Skole, vil man vide, at den er uegnet til formålet. Det er ikke ansvarligt, hverken for børnene eller økonomien, sagde han med henvisning til, at børns mistrivsel kan koste kommunen penge.

Pia Elberg (RV) deltog i et borgermøde, som forældrene i Skørping holdt mandag. Og her gjorde det stort indtryk på hende at høre forældrenes bekymringer for deres børns trivsel i små lokaler og blandt større børn.

- Alligevel støtter vi beslutningen om at benytte skolen. Men det er en stor fejl, at vi er så sent ude. Nu skal vi pludselig træffe en beslutning, hvor der er fokus på at få tag over hovedet i stedet for på det pædagogiske indhold, sagde Pia Elberg.

Det akutte pladsproblem i Skørping er slet ikke akut, fordi prognoserne i flere år har blinket advarende. Af samme grund har byrådet besluttet at bygge en ny børnehave i byen, men arbejdet er forsinket, og man har end ikke fundet en mulig placering endnu.

Bag beslutningen om at benytte Skørping Skole står 15 medlemmer fra Venstre, Det konservative Folkeparti og Radikale Venstre. 

Imod stemte 10 byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet, Den Sociale Fællesliste, SF og Enhedslisten.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.