Mindretal vil hæve skatten og byråd knækker over

Partier udvandrer, og lille flertal står alene med ansvaret for tunge besparelser, der kan koste plejehjem og skoler livet

Morten Kamstrup, SF, Allan Busk, Den Sociale Fællesliste, Flemming Larsen, Enhedslisten, og Peter Hansen, Socialdemokratiet, forlod forhandlingerne om Rebild Kommunes budget. <i>Privatfoto</i>

Morten Kamstrup, SF, Allan Busk, Den Sociale Fællesliste, Flemming Larsen, Enhedslisten, og Peter Hansen, Socialdemokratiet, forlod forhandlingerne om Rebild Kommunes budget. Privatfoto

REBILD:  Fronten var tegnet klart op, da partierne i Rebild Byråd gik til forhandlinger om næste års budget. Skal et stort hul i kassen lukkes med omfattende besparelser, eller skal en skattestigning på 0,5 procent bidrage til balance i regnskabet?

Oppositionen i form af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Den Sociale Fællesliste krævede skatten op. Venstre, Konservative og Radikale Venstre sagde nej.

Som tidligere omtalt i Nordjyske er der lagt op til omfattende besparelser på plejehjemsområdet. En såkaldt moderniseringsplan lægger op til at lukke tre ældrecentre. Desuden er i hvert fald den lille Ravnkilde Skole i fare for lukning, fordi der på skoleområdet skal spares millioner. 

De fire partier forslog i stedet, at skatten hæves, og at man i de kommende par år bruger af kassebeholdningen. Partierne vil også spare på anlægsbudgettet til nybyggeri og lignende for i stedet at få mere til driften. 

- Vi forsøgte at anvise en anden vej ved, foruden skatteforhøjelse, at flytte midler fra anlæg til velfærd eller i en overgangsperiode, at bruge af vores likviditet. Det mener vi, er det eneste anstændige at gøre, erklærer de fire partier i en pressemeddelelse.

Borgmester Jesper Greth (V) er ærgerlig over, at et stort mindretal i byrådet ikke er parat til at tage et ansvar for bringe kommunens økonomi i balance.

- Det er nærmest som Luksusfælden, og det går ikke. Vi er nødt til at være ansvarlige, siger han om de fire partiernes forslag.

- Selv om vi hævede skatten, ville det stadig ikke være nok. Vi er tvunget til at træffe beslutning om strukturelle ændringer.

Han påpeger også, at Rebild Kommune bliver straffet for at hæve skatten, således at staten tager 75 procent af provenuet det første år.

- Vi kan ikke bare tage penge af kassen. Vi bliver nødt til at lukke hullerne, som pengene løber ud af, siger borgmesteren.

Nordjyske talte med flere af byrådspolitikerne kort før de forhandlinger, som onsdag brød sammen.

-Vi prioriterer børn, unge og ældre. En skattestigning kan ikke redde budgettet alene, men den kan få økonomien til at se lidt mere gunstigt ud, sagde Peter Hansen, gruppeformand for socialdemokratiet. 

SF's Morten Kamstrup anerkender, at der er ubalance i kommunens økonomi.

- Jeg tror, at borgerne er parate til at acceptere en skatteforhøjelse for at undgå nedskæringer på velfærden, sagde Morten Kamstrup.

- Vi tør godt bede borgerne om at betale mere i skat for at undgå at lukke skoler og ældrecentre, lød det fra Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste.

Lene Aalestrup, gruppeformand for Konservative, kalder det også ærgerligt, at det ikke bliver muligt at lave et bredt budgetforlig.

- Vi vil ikke være med til skattestigninger. Det er et vigtigt princip for os, og set i lyset af de aktuelle prisstigninger på el og varme og meget andet, er det ikke rimeligt at pålægge borgerne yderligere udgifter ved at hæve skatten, siger hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.