Museum mangler 130.000 kr. i kassen efter turbulent år

Rekordbesøg i juli og august kunne ikke opveje nedlukningen i foråret, så derfor har Museum Rebild nu sat indsamling i værk

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Niels Jørn Østergård, museumsinspektør. Foto: Jesper Bøss Jesper Bøss

Foråret bød på flere måneders ufrivillig nedlukning af Museum Rebild på grund af corona. Det kan mærkes på omsætningen, hvor en del af det tabte dog er indhentet takket være en rekordsommer med flere besøgende end nogensinde.

- Jeg har endnu ikke fået opgjort besøgstallene for de enkelte måneder, men jeg har været ansat på museet siden 1978, og har aldrig oplevet så velbesøgt en juli og august. Det har været helt vildt.

- Men desværre har det ikke helt kunnet indhente det fortabte fra foråret, hvor vi jo var lukket helt ned i nogle måneder, så vi halter stadig på omsætningen, hvor vi mangler 130.000 kroner i kassen i forhold til sidste år.

- Vi har derfor igangsat en indsamling, hvor det foreløbigt er blevet til 16.000 kroner. fortæller museumsinspektør Niels Jørn Østergård, der i øvrigt nævner, at man kan læse mere om indsamlingen på museets hjemmeside.

Ny udvandrerudstilling

2020 skulle ellers have markeret en stor sæson med en helt ny og spændende udvandrerudstilling i Roldhøj, der er bygningen lige ved siden af det bestående museum, beliggende på toppen af Rebild Bakker. Lige ved siden af RebildPorten.

- Udvandrerudstillingen er kulminationen på omtrent halvandet års arbejde, og vi er rigtig stolte af resultatet.

- Udstillingen fortæller historien om nogle af de mellem 300.000 og 400.000 danskere, der i perioden 1860-1920 udvandrede, primært til USA, for at søge lykken og bedre levevilkår. Rigtig mange fra Himmerland tog turen over Atlanten, og udstillingen tager i vid udstrækning udgangspunkt i de nordjyske udvandrerhistorier, fortæller Niels Jørn Østergård.

- Udstillingen fortæller blandt meget andet om rejsen over Atlanten, bosætning i det nye land, nybyggerne på prærien, indianerne, guldgraverne og selvfølgelig Rebilds betydning i de mange forbindelser, der blev skabt over Atlanten. Bånd mellem Danmark og USA, symboliseret ved Rebildfesterne, der jo fortsat afholdes.

Den nye udstilling er støttet økonomisk af en række fonde, samt LAG Himmerland og Rebild Kommunes Kulturråd. Desuden er der lagt rigtig mange frivillige arbejdstimer i tilblivelsen af udstillingen.

Historisk dansepause

Museum Rebild er dog mere end den nye udvandrerudstilling. Museet rummer også den kulturhistoriske fortælling for Rold Skov-området, hvor der fortælles om skovdistrikterne, jagten, krybskytter og som en nyhed i denne sæson også historien om skovfogedfamilien Andersen på Skørping Holme.

Endelig byder Museum Rebild også på Spillemandsmuseet, som tilbage i 1951 lagde fundamentet til museet med henblik på at bevare den lokale folkemusiktradition, hvilket må siges at være lykkedes.

Tradition lever i dag i bedste velgående, blandt andet med Rebild Spillemændene, der hver søndag eftermiddag året rundt – under normale omstændigheder - inviterer til musik og dans i museets sal, hvor alle kan deltage. Både erfarne og nybegyndere.

- Før første gang siden museet blev stiftet i 1951 har søndagsdansen holdt pause i år på grund af corona og retningslinjerne for sang, dans og i hele taget det at samles.

- I løbet af sommeren flyttede vi dog søndagsmusikken udenfor, og det har også været et tilløbsstykke blandt både lokale og turister. Men dansen holder vi fortsat pause med, slutter Niels Jørn Østergård.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.