Iværksætter

Når firmaer leger: Morten og Morten gjorde konkursramt brød til et hit

Selv den lækreste opskrift kræver digitale ingredienser for at blive en succes på nettet

Hvad er opskriften på et godt brand? Morten Kyvsgaard (tv.) og Morten Andersen har fundet en for glutenfri mel. Foto: Martin Damgaard
Hvad er opskriften på et godt brand? Morten Kyvsgaard (tv.) og Morten Andersen har fundet en for glutenfri mel. Foto: Martin Damgaard

STØVRING: Når man kan så meget. Og kunderne kun beder om lidt. Så er det godt at have en legeplads at udfolde resten af sine talenter på.

Sådan var det for det grafiske reklamebureau Skarpt. Og sådan var det for kommunikationsfirmaet Kyvsgaard. Det fik de to unge firmaer et fælles erhvervseventyr ud af.

Derfor står der en del poser mel på det kontor firmaerne deler i Business Park Nord. Og derfor bliver der skovlet bageblandinger til kræsne forbrugere en etage under dem. I hvert fald en tid endnu.

De to iværksættere smiler. De kan godt se det sjove i, at sådan to high tech gutter pludselig slår sig op på noget så low tech som - brød.

Men der er god mening med galskaben.

- Når vi får en opgave, så er det kun en lille del af kundens virksomhed vi har med at gøre. En nøje defineret del med et nøje defineret mål. Vi synes det kunne være sjovt at have et varemærke for os selv, hvor vi kunne prøve os selv af. En legeplads, hvor vi kunne prøve ting af, som vi bagefter kunne tilbyde kunder. Vi ville gerne se, hvor langt vi selv kunne nå med det, fortæller Morten Kyvsgaard.

Svært at finde

Chancen kom, da et fødevarefirma, som de kort inden havde lavet hjemmeside for, måtte lukke ned i konkurs. Morten & Morten spurgte om de måtte købe en lille del af det fri. Det måtte de.

Dermed var de to digitale herrer pludselig ejere af et brødmærke: Ulstrupholm Glutenfri.

- Jeg er selv overfølsom overfor gluten og ved hvor svært det kan være at finde en god brødblanding uden det. Derfor var jeg ekstra interesseret. Det var præcis det, det her mærke tilbød, forklarer Morten Andersen.

Produkterne er blandt andet en blanding til glutenfrit brød og en til glutenfri brownies. Det lyder enkelt, men det er det ikke. Derfor er priserne også i en højde, der ligger nogle etager over almindelige bageres.

Dyrt men godt

50-60 kroner koster det generelt at få mel til et brød eller en omgang boller. Men så skulle det også smage som de fleste mener at bagværk bør gøre. Gluten eller ej.

- Der indgår generelt en del forskellige ingredienser i glutenfri opskrifter. Det kan være svært at ramme det rigtige blandingsforhold. Ingredienserne er hver for sig også ret dyre, så de fleste kan spare tid og penge på at købe melet færdigblandet, er Morten Pedersens erfaring.

Melet modtager de færdigblandet fra en producent og får det hældt op i portioner. Det har alt undtagen gær og markedsføring. Det sidste tilsætter de to kompagnoner fra deres computere.

- Jeg må sige at jeg havde en ret stejl indlæringskurve. Jeg vidste ikke meget om gluten og glutenfrit da vi begyndte. Nu er jeg mere med. Og det er jo gået ret godt, siger Morten Kyvsgaard.

En podcast om iværksætteri er noget de to firmaejere går meget op i. Det tog lidt tid at få teknik og udstyr på plads, men før jul var de nået op på 28 under titlen "Working Title Podcast". Den kan blandt andet høres på Spotify og Podimo.

Tidligt samarbejde

De to har kendt hinanden hele deres firmaers liv. Faktisk lige siden dengang de begge var lønmodtagere i rekrutteringsfirmaet CompanYoung i Aalborg.

Morten Andersen kom ind som praktikant fra sin uddannelse til grafisk designteknolog. Hele tiden med en målsætning om at starte for sig selv, når han havde sit eksamensbevis. Det blev i 2017 til reklamebureauet Skarpt

Morten Kyvsgaard er uddannet i kommunikation på Aalborg Universitet med journalistik som tillægsuddannelse. Et halvt år efter at Skarpt var grundlagt i 2017, fandt Morten Kyvsgaard ud af, at han også måtte gå den vej.

De fandt hurtigt sammen i et givende fællesskab, der siden er vokset ud af tre stadigt større kontorer i businessparken. Når den ene får en opgave, bliver den andens talenter ofte koblet på. Og hvor Morten Kyvsgaard har det bedst med at være et enmands-firma har Morten Andersen nu to ansatte.

Trofaste kunder

Da den nye hjemmeside blev lanceret og dumpede ned i internettets store digitale suppe, var der selvsagt ikke mange der opdagede det. Men de to Morten'er serverede nyheden på steder, hvor folk med glutenfri interesser klikker sig ind.

Det hjalp hurtigt. Interessen er vokset siden.

- De, der interesserer sig for det her, er en vanvittigt dedikeret kundegruppe. Er de tilfredse med varen, kommer de igen og igen. Og fortæller det videre til andre, siger Morten Andersen.

Efterhånden synes de to, at de har finjusteret udbuddet af blandinger og hjemmesiden, så det næsten går af sig selv.

Der er kun et enkelt problem. Det er til gengæld stort:

- Vi vil gerne føre virksomheden længere frem. Men det er virkelig svært at have fokus på to ting: Ulstrupholm Glutenfri og så vores andre opgaver, siger Morten Kyvsgaard.

Hvad skal strategien være? Når det går godt på flere fronter må man nogle gange vælge, hvilken vej man skal vende sin opmærksomhed. Kan de to digitale bureauer blive ved med at sælge mel? Morten Andersen og Morten Kyvsgaard er bevidste om udfordringen.

Grænse for vækst

- Vi kan se, at interessen og omsætningen svinger ret præcist med det arbejde, vi lægger i firmaet. Når vi har tid til at gøre en indsats, vokser det. Når vi er nød til at stoppe på grund af andre opgaver, falder det igen. Så der er et potentiale til mere, siger Morten Andersen.

Den udvikling gør dem både glade og lidt irriterede. Selvfølgelig er det godt at have et produkt, der har muligheder for vækst. Men når man ikke har tiden til at at hjælpe det med at vokse - hvad så?

- Vi er nød til at vælge. Vi har ikke tiden til at gøre begge dele. I længden kan vi bedst lide at arbejde med vores kunder. Så...,, fortsætter han.

Så hvad?

- ... Så vi regner med at skulle sælge mærket, så vi kan koncentrere os om vores andre kunder, slutter Morten Kyvsgaard sætningen af.

De to kigger på hinanden. De har efterhånden tænkt mange glutenfri tanker sammen på den fælles legeplads. Men nogle gange må man vælge en ting fra for ikke at gøre to ting halvt.

- Men det er garanteret ikke sidste gang jeg prøver at købe sådan et mærke. Det er sjovt og lærerigt, siger Morten Andersen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden