Ny skulptur rykket ind på Gravlev Kirkegaard

Skulpturen ”Lille Pige med krukke” står nu på Bundgaard-familiens gravsted ved Gravlev Kirke

Fra venstre Niels Moes, Rebildcentret, Nina Bundgaard, Hanne Hansen og Jytte Abildgaard begge fra menighedsrådet. Foto: Helge Søgaard

Fra venstre Niels Moes, Rebildcentret, Nina Bundgaard, Hanne Hansen og Jytte Abildgaard begge fra menighedsrådet. Foto: Helge Søgaard

Besøgende på Gravlev Kirkegård har gennem mange år kunnet nyde synet af billedhuggernes Anders Bundgaard figur af en liggende pige ”Hedelyngen”, eller Hedepigen, som den også kaldes. Denne smukke granitfigur hviler på Bundgaardfamiliens gravsted med blikket rettet mod Ravnkilden på den anden side af Gravlevdalen.

Men nu er der kommet en ny figur til, som også er udført af den berømte billedhugger Anders Bundgaard (1864-1937). Det er den smukke figur med navnet ”Lille Pige med Krukke”, som nu står ved gravstedet for Christian Tvede Bundgaard og hans hustru. Christian Tvede Bundgaard var barnebarn af Anders Bundgaard.

- Figuren har altid stået i mine forældres have, sammen med mange andre værker af min oldefar, fortæller datteren Nina Bundgaard, der bor omkring Silkeborg, og som i dagens anledning har taget turen til Gravlev Kirkegård, hvor begge hendes forældre nu er bisat.

Skulpturen ”Lille Pige med Krukke”. Foto: Helge Søgaard

Skulpturen ”Lille Pige med Krukke”. Foto: Helge Søgaard

Tæt på Rebildcentret

- Da mine forældre døde, besluttede jeg og mine søskende, at disse figurer, herunder ”Lille Pige med Krukke”, foruden en række friser, møbler og andre kunstgenstande som min oldefar Anders Bundgaard havde lavet, skulle overdrages til Rebildcentret, der i forvejen formidler historien om den verdensberømte billedhugger, lyder det fra Nina Bundgaard.

- Det resulterede i, at de fine kunstgenstande blev flyttet til Rebildcentret, hvor vi blandt opstillede en af de donerede figurer, Zions Datter i Lænker, i en niche lige ved siden af indgangen til Thingbæk Kalkminer, forklarer indehaveren af Rebildcentret, Niels Moes.

- Da min far døde i februar måned i år, talte jeg og min søster Mille Bundgaard om, at den sten, som allerede stod på gravstedet over vores mor, ikke var tilfredsstillende, og derfor gik vi lidt i tænkeboks. Og det var faktisk min søster, som fik ideen til, at vi ville opsætte en lille skulptur i sammenhæng med en ny sten med begge vore forældres navne indgraveret, fortæller Nina Bundgaard.

- Så derfor aftalte vi med indehaveren af Rebildcentret, Niels Moes, at skulpturen igen blev taget ud af samlingen for at blive opsat på familiegravstedet, fortsætter Nina Bundgaard, fordi det på alle måder er så fint og rigtigt, at lige netop den figur skal stå her på gravstedet.

Nina Bundgaard i samtale med Niels Moes. I midten og bag dem Jytte Abildgaard og Hanne Hansen fra Menighedsrådet. Foto: Helge Søgaard

Nina Bundgaard i samtale med Niels Moes. I midten og bag dem Jytte Abildgaard og Hanne Hansen fra Menighedsrådet. Foto: Helge Søgaard

Niels Moes er helt enig.

-Jeg er så glad for, at skulpturen nu er opstillet her. På Rebildcentret føler vi os som en del af Bundgaardfamilien med afsæt i vores udstillinger såvel i centret som i Thingbæk Kalkminer, og derfor har jeg det rigtigt godt med, at den ”Lille Pige med Krukke” nu står her på Gravlev Kirkegård.

Smuk symbolik

Der er megen symbolik i figuren af den lille pige, der hælder vand ud af en krukke. Dels var billedhuggeren Anders Bundgaard meget fascineret af vand, og dels er det, som om skulpturen vander blomster ved gravstedet. Figuren er udført i starten af 1900-tallet, og det er faktisk Anders Bundgaards datter, og altså dermed Nina Bundgaard fars faster, som har siddet model til skulpturen.

Niels Moes og Nina Bundgaard beundrer den fine skulptur. Foto: Helge Søgaard

Niels Moes og Nina Bundgaard beundrer den fine skulptur. Foto: Helge Søgaard

Formanden for menighedsrådet ved Gravlev Kirke, Jytte Abildgaard, og næstformand Hanne Hansen var ikke et sekund i tvivl, da de fik henvendelsen fra Nina Bundgaard om, hvorvidt skulpturen måtte opsættes på Bundgaardfamiliens gravsted.

- Vi var begge to ovre på Rebildcentret for at se figuren, og vi blev straks helt optaget af den gode ide om, at den nu skulle flyttes fra Rebildcentret og til gravstedet, lyder det samstemmende fra Jytte Abildgaard og Hanne Hansen.

- Skulpturen er smuk i sig selv, foruden at den repræsenterer familien Bundgaard på bedste vis. Udført af den berømte billedhugger med hans datter som model, og det at den har stået i haven hos såvel søn og barnebarn til billedhuggeren, skaber en unik tidslinje til, at den nu er opsat her på gravstedet ved Gravlev Kirke, fastslår Jytte Abildgaard og Hanne Hansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Afsløring: Ansatte risikerede at styrte i døden på kriseramt nordjysk teater
Luk