Pensionister må vente et år med at fejre jubilæum

50 års fødselsdagsfest bliver i stedet til 51 års-fest i Nørager Pensionistforening

Årlige modeshows har gennem en årrække også været et fast indslag i Nørager Pensionistforening. Her er mannequinerne samlet i forbindelse med et af de seneste modeshows i pensionistforenings-regi. Privatfoto

Årlige modeshows har gennem en årrække også været et fast indslag i Nørager Pensionistforening. Her er mannequinerne samlet i forbindelse med et af de seneste modeshows i pensionistforenings-regi. Privatfoto

Aldrig er der vel på et år blevet aflyst så mange runde fødselsdage, som det har været tilfældet i de forgangne 12 måneder....

Til de mange fødselarer, som på grund af corona-pandemien er gået glip af en fødselsdagsfest, hører også Nørager Pensionistforening.

Pensionistforeningen skulle egentlig have holdt stor 50 års-jubilæumsfest her i starten af 2021, men på grund af corona-situationen bliver det nu i stedet til en 51-års jubilæumsfest 4. januar 2022.

Forhistorien er, at en større flok 4. januar 1971 var samlet på Nørager Hotel for at drøfte etableringen af et fælles forum for egnens folke- og invalidepensionister.

Resultatet blev dannelsen af ”Nørager og Omegns Pensionistforening” med 34 medlemmer, og det erklærede formål var at ”samle alle invalide- og folkepensionister til varetagelse af deres interesser til fuld udnyttelse af Invalide- og Folkepensionistloven og Omsorgsloven”.

Der viste sig hurtigt at være stor interesse for foreningen, for allerede et par uger senere var medlemstallet steget til 48 ved det første arrangement, hvor pastor Nikolajsen fra Kongens Thisted viste lysbilleder fra en sejltur op ad Gudenåen.

Tre år senere - i 1974 - var medlemstallet steget til 156.

Den første bestyrelse bestod af Kirsten Kristensen (formand), Rigmor Holm Hansen (næstformand), Ingvard Fogh (kasserer), Søren Klitgaard (sekretær) og Johannes Bjørn. Suppleanter til bestyrelsen var Mary Bjørn og Matine Mosegaard, og revisionen var overladt til Peder Bjørn og Ole Mosegaard.

Kirsten Kristensen var i mange år kogekone, og om sommeren var hun ”tante” på FDF’s sommerlejre med madlavning som sit særlige ansvarsområde.

Hun boede på Jernbanegade 3 i Nørager.

Rigmor Holm Hansen boede på ejendommen ”Holmsminde” på Bredgade i Nørager. Ingvard Fogh var tidligere gårdejer og boede på Bredgade 2. Søren Klitgaard var tidligere gårdejer og mælkekusk, og han boede på Vestergade 5. Johannes Bjørn var handelsmand og tidligere gårdejer, og han boede på Anlægsvej 25.

Det første år var der i alt 12 arrangementer, og heraf var de tre udflugter, hhv. til Jesperhus Blomsterpark, Svinkløv og ”Bette Nok” i Støvring. Det sidste var en ny butik, som var åbnet i november 1970, og som solgte de ting, som egnens ældre havde lavet på hobbybasis.

En gang imellem kunne der være et problem med tilslutningen. Af et referat fra et bestyrelsesmøde i efteråret 1971 fremgår det således, at ”bestyrelsen gerne havde set nogle flere til arrangementet”.

Udflugterne har i øvrigt præget foreningen i mange år, og i 1979 tog man på den første tur til udlandet, nemlig til Østrig.

Norge og Sverige har også været besøgt flere gange, men ellers er turene gået til mange andre lande i Europa: Jugoslavien, Tyskland (både øst og vest), Holland, Tjekkiet, Finland, Frankrig og Italien har været besøgt gennem årene.

Man kan ligefrem sige, at foreningen har besøgt hele verden – i hvert fald dén i Klejtrup!

På én af turene til Sverige var der den sidste aften underholdning og dans for dem, der havde lyst. Det var dog lidt ulige fordelt, for af de 54 deltagere var der kun 10-11 herrer, og de havde (sagde de da selv) forskellige skavanker og kunne ikke lige finde melodien.

Kontingentet var i starten 5 kroner, men allerede i 1975 kom den første fordobling til 10 kroner, som igen blev fordoblet i 1985 til 20 kroner. Nu var medlemstallet steget til over 200, og det har holdt sig dér siden.

Ellers har foreningen gennem årene haft traditionelle aktiviteter som gymnastik, foredrag, bankospil og ikke mindst sang og musik på programmet.

I 1985 startede man således et sangkor med 13 medlemmer, som havde øvelokale på Sortebakkeskolen.

Gennem årene har der været 41 personer i bestyrelsen i kortere eller længere perioder. Det længst siddende medlem er den nuværende formand Søren Pedersen, der har været med i bestyrelsen i 17 år.

Paradoksalt nok vil det seneste år i pensionistforeningen sandsynligvis gå over i historien som dét år, hvor aktivitetsniveauet har været lavest.

Aktivitet efter aktivitet er blevet aflyst, og 2021 starter desværre på samme måde.

Først i andet halvår af 2021 forventer Nørager Pensionistforening igen, at tilstandene er ved at være mere normale.

Så meget desto større grund er der til at feste, når det om knap et år bliver tid til at holde 51-års jubilæumsfest......

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.