Mystisk mand begravede kasse i skoven – politiet fik sig en overraskelse
Borger troede, han havde opdaget noget kriminelt i skovbunden
Opdateret kl. 16:31
Hvad gør man, når man observerer en mystisk mand, der kommer kørende til Sønderskoven ved Bælum, bærer en flamingokasse ud i skovbunden – og begraver den?
Man ringer naturligvis til politiet.
Og det gjorde en vaks borger tirsdag 25. marts kl. præcis 13.08.
Dagen efter dirigerede Nordjyllands Politi derfor en patruljevogn i retning af den grønne scene i Himmerland. For hvad mon der gemte sig i kassen, som målte 35 centimeter på alle ledder og kanter?
Undervejs ciklede gætterierne hos de garvede betjente sig om velkendte emner: Var det narko, våben eller tyvekoster.
Noget fordækt måtte det være.
Men i Sønderskoven tog sagen en drejning, der nok ikke står i nogen af politiskolens lærebøger. Flamingokassen blev lokaliseret, gravet op og åbnet under stor spænding.
Indholdet viste sig at være helt udramatisk. Der lå seks Tuborg Påskebryg, sirligt lagt til rette og med de ikoniske gule kyllinger glinsende i skovlyset.
Et "Blinkende lygter"-øjeblik kalder politiet det selv i et opslag på Facebook, hvor de fortæller muntert om episoden.
Så hvad gjorde betjentene med fangsten?
De klemte låget på igen og genbegravede kassen, så dem, indholdet var bestemt for, stadig har en chance for en nyde en jordafkølet påskepilsner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.