Rebild henter kommunal chef i Brønderslev
Lotte Worup (47) tiltræder ved årsskiftet som ny chef for Center Sundhed, Kultur og Fritid
Efter 12 år i Rebild Kommune har Claus Holm fået nyt job som underdirektør i Motorstyrelsen.
I stedet tiltræder Lotte Worup 1. januar 2021 som ny chef for Center Sundhed, Kultur og Fritid i Rebild Kommune.
47-årige Lotte Worup har flere års ledelseserfaring og et solidt kendskab til området, særligt kultur- og fritidsområdet.
Hun har de seneste fem år været chef for Fritid og Kultur samt sekretariatet for Børn og Kultur i Brønderslev Kommune.
Hun har desuden en masteruddannelse i Læreprocesser med specialisering i Ledelse og Organisationspsykologi fra Aalborg Universitet og er i gang med Master of Public Governance på Aalborg Universitet.
Kommunaldirektør Jes Lunde ser i en pressemeddelelse frem til samarbejdet med Lotte Worup:
-Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at tiltrække en så stærk profil til jobbet.
- Lotte Worup kommer med stor erfaring og engagement til de spændende og tværfaglige opgaver i Center Sundhed, Kultur og Fritid.
Selv glæder Lotte Worup sig til at blive en del af Rebild Kommune.
- Det bliver spændende at være med til at virkeliggøre de to nye politikker; Politik for Oplevelser, fritid og fællesskaber og Politik for Omsorg og sundhed i samarbejde med mine nye lederkollegaer, medarbejdere og de mange lokale foreninger, frivillige organisationer og ildsjæle.
- Enkeltvis kan vi en del, men sammen kan vi endnu mere, betoner den nye kommunale chef for sundheds-, kultur- og fritidsområdet i Rebild.
Sin egen fritid bruger Lotte Worup på familien, byens kulturtilbud, hus, have, golf og motion.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.