Store flyttedag for Spar Nord: Vil have en mere central placering

Flytter til sommer ind i lejede lokaler på 400 kvm. i nybyggeri i bunden af Jernbanegade i Støvring

Bankdirektør Lisa Kjær på det sted i Jernbanegade, hvor Spar Nord har indgået en lejeaftale for et nyopført lejemål på godt 400 kvadratmeter i stueplan.

Bankdirektør Lisa Kjær på det sted i Jernbanegade, hvor Spar Nord har indgået en lejeaftale for et nyopført lejemål på godt 400 kvadratmeter i stueplan.

STØVRING:Som bankdirektør for Spar Nord i område Rebild kan Lisa Kjær nu bekræfte længere tids massive rygter i Støvring, nemlig at Spar Nord i Støvring flytter i nye rammer i bunden af Jernbanegade nabo til den gamle købmandsgård på hjørnegrunden.

- Vi har underskrevet en lejeaftale, hvor det fremgår at vi flytter ind her til sommer i juli måned. Fremover får vi godt 400 kvadratmeter til rådighed i stueplan, forklarer hun.

Dermed flytter Spar Nord fra sin mangeårige adresse på Bavnebakken 4.

Bavnebakken 4 har siden begyndelsen af 1970’erne været ramme for Spar Nords bankafdeling i Støvring. Foto: Martin Damgård

Bavnebakken 4 har siden begyndelsen af 1970’erne været ramme for Spar Nords bankafdeling i Støvring. Foto: Martin Damgård

Afdelingen er i øjeblikket ramme for 10 ansatte samt ind imellem et par erhvervsmedarbejdere.

Flytning længe næret ønske

Spar Nord Bank solgte sit nuværende domicil på Bavnebakken 4 for knap et år siden til en lokal bygmester, der vil indrette fem lejligheder i stueplan i bygningen, der tidligere også har rummet byens nu lukkede postkontor.

Motivet til salget efter en menneskealder på adressen har været et flere år langt ønske fra bankens side om at få en ny placering mere centralt i byen, og meget gerne i Jernbanegade.

For med et delvist lukket City Center på den anden side af Bavnebakken er der efterhånden ikke meget erhvervsliv i denne del af Støvring by, har direktør Lisa Kjær tidligere påpeget.

På samme tid bliver de nuværende rammer med bankafdelingens bemanding ikke udnyttet fuldt ud, blandt andet på første sal.

Det skyldes at de tidligere 15 erhvervsmedarbejdere med stor landbrugserfaring for godt fem år siden er rykket til Skive, og de øvrige erhvervsmedarbejdere til Aalborg.

Optimal fremtidig placering

Bankdirektør Lisa Kjær skjuler på ingen måde sin glæde over Spar Nords fremtidige centrale placering i Støvring by.

Den almene boligorganisation Vivabolig i Aalborg bliver fremtidig ejer af de planlagte 12 almene familieboliger på første og anden sal i etageejendommen i Jernbanegade. Illustration: Tegnestuen No.57 i Nibe

Den almene boligorganisation Vivabolig i Aalborg bliver fremtidig ejer af de planlagte 12 almene familieboliger på første og anden sal i etageejendommen i Jernbanegade. Illustration: Tegnestuen No.57 i Nibe

- Vi kommer nemlig til at ligge i bunden af Jernbanegade og dermed meget tæt på det fremtidige sundhedshusprojekt i Støvring Ådale på den modsatte side af banesporet. Jeg er også glad for at vi ikke har fået en placering midt i Jernbanegade omgivet af butikker, fordi vi som bank med en daglig lukketid klokken 16 så efterfølgende kommer til at fremstå som en død butik i gadebilledet, understreger hun og tilføjer:

- Vores flytning betyder også at vores udendørs pengeautomat flytter med til Jernbanegade til glæde for butikskunder og andre.

Totalentreprenør på byggeprojektet Tom Jacobsen A/S i Aabybro har planlagt byggestart ca 1. marts og aflevering af lokaler til Spar Nord 26.juni.

Det er alene den del der skal afleveres til SparNord, der er færdig til dette tidspunkt.

Den øvrige del af byggeriet med de 12 lejligheder på 1. og 2.sal er færdig til efteråret.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden