Sur tjans: Thomas har kæmpet for plejehjemmet, men hans stemme lukker det

Dramatisk aften udstiller stor splittelse i byråd, hvor et snævert flertal vedtog lukning af ældrecentre, skole og rådhus

Thomas Simoni Thomsen havde en hård dag som anden suppleant i Rebild Byråd. Han måtte stemme for et budget, der lukker plejehjemmet i hjembyen Øster Hornum.

Thomas Simoni Thomsen havde en hård dag som anden suppleant i Rebild Byråd. Han måtte stemme for et budget, der lukker plejehjemmet i hjembyen Øster Hornum.

REBILD:Torsdag var en af den slags dage, som Thomas Simoni Thomsen gerne vil have været foruden. Den 61-årige Venstre-politiker blev indkaldt som suppleant til Rebild Byråd for at lægge den afgørende stemme til et af de mest barske budgetter i mands minde.

Et budget, som blev vedtaget med 13 stemmer mod 12, og som blandt andet lukker tre ældrecentre, Ravnkile Skole og et af kommunes tre rådhuse. 

Byrådsmedlem Jeppe Ugilt Hansen fra Venstre havde meldt afbud på grund af ferie, og så måtte en stedfortræder indkaldes. Førstesuppleanten kunne ikke, og nummer to på listen stod Thomas Simoni.

Hans smertelige situation opstod, fordi budgettet lukker ældrecentret Birkehøj i Øster Hornum. Thomas Simoni bor i byen og har gennem årene kæmpet bravt for plejehjemmets bevarelse. I hjertet er han imod lukningen.

Sabrine Lykke Vinter fra Ravnkilde var mødt op til byrådsmødet for at protestere mod lukning af Ravnkilde Skole.

Sabrine Lykke Vinter fra Ravnkilde var mødt op til byrådsmødet for at protestere mod lukning af Ravnkilde Skole.

- Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle være med til at godkende et budget, der lukker Birkehøj. Det har jeg det ad helvede til med, sagde Thomas Simoni.

Men han gjorde sin pligt over for partiet og i respekt for, at der forelå en politisk budgetaftale mellem Venstre og Konservative, som akkurat har flertallet.

Suppleantens svære position blev ikke bedre af, at tilhørerpladserne var fyldt med borgere fra Øster Hornum, som har kæmpet for plejehjemmet.

Nordjyske fangede Thomas Simoni Thomsen kort efter byrådsmødet.

- Nu bliver jeg nok mødt med mange kommentarer hjemme i Øster Hornum, sagde Thomas Simoni, der hentede 167 personlige stemmer ved kommunalvalget i fjor - langt de fleste på hjemmebane i Øster Hornum. 

Ansvarlighed

Borgmester Jesper Greth (V) beklagede, at det ikke lykkedes at lave et bredt budgetforlig. 

- Det er svært at se, hvordan mindretallets budgetforslag skal kunne implementeres. Jeg betragter deres forslag som en politisk markering, sagde Jesper Greth.

Budgettet i Rebild Kommune

Tre budgetforslag var torsdag aften til afstemning blandt Rebilds 25 byrådsmedlemmer. Venstre og Det Konservative Folkeparti har flertal på 13 og vedtog deres forslag. Det indebærer blandt andet:

Lukning af plejehjem i Øster Hornum, Haverslev og Mastruplund i Støvring. Byggeri af nyt plejehjem i Skørping.

Lukning af Ravnkilde Skole. En analyse sættes i gang for at finde yderligere besparelser på skole og dagtilbudsområdet. Det kan føre til flere skolelukninger.

Lukning af et ud af kommunens tre rådhuse, nemlig administrationsbygningen i Terndrup.

Over 200 kilometer kommunale veje skal overdrages til de private lodsejere, som dermed får ansvar og udgiften til vedligeholdelse.

Taksten for en SFO-plads stiger.

Der er afsat 1 mio. kroner til lokalt forankrede initiativer i de lokalsamfund, som i særlig grad bliver berørt af budgettet.

Mindretallet på 10 medlemmer fra S, SF, Enhedslisten og Den Sociale Fællesliste stillede et alternativt forslag.

I stedet for lukning af skole og plejehjem vil partierne hæve skatten med 0,5 procent, selv om det på grund af statslig modregning ikke vil give nævneværdig indtægt til kommunekassen de første tre år.

Finansieringen skulle også komme ved at tage penge fra kassen og ved at spare på nye anlæg og i stedet bruge pengene på den daglige drift.

Tredje budgetforslag kom fra Radikale Venstres to medlemmer, som langt hen ad vejen var enige med Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Men Radikale Venstre vil ikke lukke Ravnkilde Skole allerede ved udgangen af dette skoleår, men afvente resultatet af den analyse af hele skoleområdet, som nu er sat i gang.

Partiet ønskede også at prioritere anlæg af cykelstier mellem Bælum og Terndrup og Hellum og Skørping.

Skatteprocenten i Rebild Kommune er 25,33 procent.

Venstre og Det Konservative Folkeparti fremhævede, at budgettet var præget af en historisk vanskelig, økonomisk situation.

- Derfor har vi i dag truffet en række upopulære beslutninger. Men når økonomien er så stram, kalder det på ansvarlighed, sagde Anna Oosterhof (V).

- Nu træffer vi nogle beslutninger, som vi skulle have truffet for flere år siden. Det skaber lys i mørket, selv om mange ikke kan se det i øjeblikket, heller ikke de berørte borgere, sagde Lene Aalestrup (K).

Borgmester Jesper Greth udtrykte ønske om, at hele byrådet nu ville gå konstruktivt ind i et samarbejde om at føre budgetaftalens elementer ud i livet.

Jesper Greth (V) fik vedtaget sit første budget som borgmester i Rebild Kommune. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Jesper Greth (V) fik vedtaget sit første budget som borgmester i Rebild Kommune. Foto: Martin Damgård

Skurke

Det er ikke sikkert, han får det ønske opfyldt.

-  Ja,  vi skal videre, men at arbejde for at implementere budgettet, der må jeg skuffe jer. Jeg kan ikke stå på mål for det budget, sagde Allan Busk, Den Sociale Fællesliste.

Tonen var mildt sagt ikke særlig venskabelig blandt de 25 folkevalgte. En rasende opposition med de 10 medlemmer fra Socialdemokratiet, Den Sociale Fællesliste, SF og Enhedslisten førte an i angreb direkte mod borgmesteren.

- Du beskriver en virkelighed med dig i hovedrollen som den, der tager ansvar og arbejder konstruktivt, mens vi andre er uansvarlige og ikke konstruktive. Det er jeg i mine ni år i byrådet aldrig blevet beskyldt for, og jeg vil ikke være skurken i din fortælling, fremførte Rasmus Rask fra Socialdemokratiet og fortsatte:

- Nu vil du så have, at jeg skal tage medansvar for implementering af budgetaftalen. Jeg føler mig pisset op ad ryggen for bagefter at få at vide, at I ikke vil sidde ved siden af mig, fordi jeg lugter, lød Rasmus Rasks billedrige indlæg.

- Borgmester dumper

Hans partifælle, Thøger Elmelund Kristensen, beskyldte Venstre og Det Konservative Folkeparti for at mangle vilje til dialog i budgetforhandlingerne.

- Jeg er ikke bare skuffet. Jeg er vred. Jeg er vred over, at du antyder, at vi i oppositionen ikke har fremlagt et seriøst budgetforslag. Hvis det er din holdning, er du ikke kun dumpet som borgmester, men også i bestræbelsen på at skabe samarbejde i byrådet, sagde Elmelund Kristensen. 

Thøger Elmelund (S) var både skuffet og vred.  <i>Arkivfoto: Nicolas Cho Meier</i>

Thøger Elmelund (S) var både skuffet og vred.  Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Morten Lem (S) understregede, at det var første gang i hans 25 år i byrådet, at han ikke stemmer for et budget.

- Jeg er sgu vred. Det er til grin, at I slet ikke ville drøfte en skattestigning. Jeg er skuffet over på den måde at blive kørt ud på et sidespor for at konstatere det dårlige resultat, I er nået frem til.

Jesper Greth, der på byrådsmødet fik sit første budget i hus som borgmester, tog de harske udfald mod hans person med nærmest stoisk ro og venlighed.

- Men jeres ændringsforslag lever ikke op til reglerne, fordi man ikke kan administrere efter dem, fastholdt han.

- Uanset holdninger og ståsted er tonen i vores dialog vigtig, insisterede den konservative gruppeformand, Lene Aalestrup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.