Teater samler byen - bliver som én stor familie

Samarbejde mellem børnene på scenen og forældrene backstage er altafgørende for, at teaterforestillingen bliver en succes

Alle 600 billetter til de tre forestillinger var udsolgt. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Alle 600 billetter til de tre forestillinger var udsolgt. Foto: Claus Søndberg

SKØRPING:I 20 år har Alle Tiders Familieteater været et samlingspunkt for børn og forældre i Skørping, og i år var ingen undtagelse. 28 børn i alderen 10 til 16 år har i tre måneder arbejdet intenst på at lære koreografi, replikker og sangtekster. I den forgangne weekend løb det hele så af stablen, da årets stykke ”Ragnarock og de guddommelige våben” blev opført for fulde huse.

Tre af børnene, der var at finde på scenen var 15-årige Viktor, 14-årige Sofie My og Malu på 13 år.

Viktor har været med i Alle Tiders Familieteater i fire år, og selv om det til tider kan være hårdt arbejde, så er det det hele værd.

- Det har været udfordrende, og man har været træt, og ikke gidet mere. Men det er en belønning, når man så står på scenen, siger han.

15-årige Viktor er sammen med sin mor med i Alle Tiders Familieteater for fjerde år. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

15-årige Viktor er sammen med sin mor med i Alle Tiders Familieteater for fjerde år. Foto: Claus Søndberg

Den samme oplevelse har Malu, som har haft sin debut i teatret i år. Derfor har hun også mod på at være med igen fremover. Malu blev inspireret af sin storesøster, som tidligere har været en del af teaterflokken.

- Hun fortalte om det, og det lød sjovt. Hun sagde også, at man fik virkelig gode venskaber, siger Malu.

En stor familie

Det er ikke kun børnene, som får nye venskaber. Også bag scenetæppet, hvor mor og far hjælper til, dannes der nye bekendtskaber.

- Vi har også et fællesskab mellem os forældre. Vi lærer hinanden rigtig godt at kende, fortæller Kia Hoffgaard, der er formand for bestyrelsen, og har været med i familieteatret i fem år.

Forældreengagementet er altafgørende for teateret. Det er nemlig forældrene som står for at lave scenografi og kostumer. Derfor er det et krav, at man som forælder lægger nogle timer i teatret, og samarbejdet mellem barn og forælder er noget, som børnene ser positivt på.

- Jeg synes, at det er fedt, at min mor er med i det. Så det er en familieting, fortæller Sofie My.

- Jeg har altid syntes, at teater er virkelig spændende, og hvis det er muligt, vil jeg også gerne have en karriere ud af det, fortæller Sofie My på 14 år. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

- Jeg har altid syntes, at teater er virkelig spændende, og hvis det er muligt, vil jeg også gerne have en karriere ud af det, fortæller Sofie My på 14 år. Foto: Claus Søndberg

Ifølge Kia Hoffgaard er der tale om en familieting i mere end én forstand.

- Man samarbejder meget med sit eget barn, men når vi er i de sidste uger, er der også meget samarbejde med de andre børn. Så alle bliver ligesom én stor familie.

icon

Man samarbejder meget med sit eget barn, men når vi er i de sidste uger, er der også meget samarbejde med de andre børn. Så alle bliver ligesom én stor familie.

Kia Hoffgaard
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.