To længer på landejendom udbrændte
Brandårsagen var uforsigtig omgang med åben ild
HAVERSLEV: En ejendom på Roldvej ved Haverslev blev onsdag eftermiddag voldsomt skadet under en brand. To af ejendommens tre længer udbrændte, fortæller vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.
- Stuehuset er derimod som udgangspunkt blevet reddet, siger Karsten Højrup Kristensen.
Ejendommen var ikke beboet, fordi den var ved at blive renoveret, så ingen beboere eller dyr var i fare under branden, der er opstået ved uforsigtig omgang med åben ild.
- Man har været ved at brænde noget af på marken i nærheden, og nogle gnister er så sprunget op og har fået fat i noget på bygningerne. Det koster ejeren en bøde efter Beredskabsloven, siger vagtchefen.