Trivsel på skoleskemaet: - Presset kommer jo mest fra os selv

Alt fra mikrohandlinger til forslag til ministeren blev forleden vendt på en trivselsdag på Støvring Gymnasium

For eleverne på Støvring Gymnasium er det især adgangspresset for at komme ind på de videregående uddannelser, der fylder - så det må ministeren meget gerne kigge på at forbedre, foreslår Aksel Lybeck (tv.) og Jannick Hjortshøj. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

For eleverne på Støvring Gymnasium er det især adgangspresset for at komme ind på de videregående uddannelser, der fylder - så det må ministeren meget gerne kigge på at forbedre, foreslår Aksel Lybeck (tv.) og Jannick Hjortshøj. Foto: Kim Dahl Hansen

STØVRING:Der er gode karakterer, der skal hives hjem, hvis man vil noget med sit liv - og der er en retning, der skal sættes for det liv og en videregående uddannelse, der skal vælges. Og der er muligheder, der skal holdes åbne, mens man samtidig passer et fritidsjob, finder tid til sine interesser og ses med vennerne, når man altså ikke lige er i gang med at tage et kørekort og i øvrigt forsøge at leve op til tidens kropsidealer.

Forpustet? Det er de unge også. Mange af dem kæmper med dårligt mentalt helbred, stress og ensomhed, viser undersøgelser. Og derfor ryddede Støvring Gymnasium forleden skoleskemaet en formiddag og lod de unge diskutere og fokusere på deres egen trivsel.

- Det har været rigtig godt med sådan en dag. Der kom så mange forslag frem til bare helt små ting, vi kunne gøre i hverdagen her på gymnasiet, som kunne gøre os alle sammen gladere - som for eksempel altid at sige godmorgen og huske at smile til hinanden på gangene. Og så var det fedt, at vi arbejdede sammen på tværs af klasser og årgange, siger Jannick Hjortshøj, der går i 1.g på Støvring Gymnasium.

Jannick Hjortshøj, der går i 1.g på Støvring Gymnasium, har endnu til gode at mærke presset for at få gode karakterer, men han forventer, at det kommer i både 2. og 3.g.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Jannick Hjortshøj, der går i 1.g på Støvring Gymnasium, har endnu til gode at mærke presset for at få gode karakterer, men han forventer, at det kommer i både 2. og 3.g.  Foto: Kim Dahl Hansen

Han og gruppekammerat Aksel Lybeck var desuden med i den gruppe, der snuppede prisen for bedste forslag til bedre trivsel på samfundsmæssigt niveau - et forslag, der er blevet sendt videre til undervisningsminister Mattias Tesfaye.

- Vi kom med et forslag om at gøre det lettere at komme ind på videregående uddannelser via kvote 2, så der ikke er helt så meget fokus på at skulle have et vist karaktergennemsnit. For det er noget, der virkelig kan lægge et pres, fortæller Aksel Lybeck, der også går i 1.g.

Både han og Jannick Hjortshøj har endnu til gode sådan rigtig at opleve karakterpresset - men de forventer begge to at blive ramt af det.

- Altså, lige nu går vi i 1.g, og vi har først lige fået vores første standpunktskarakterer, så det med et bestemt snit, når vi bliver studenter, ligger måske lidt langt væk. Men jeg vil sige, at vi da nok kan se på vores karakterer, at vi er startet på gymnasiet, og at der bliver forventet noget andet af os end i folkeskolen. Det var lidt en "wouw"-oplevelse, siger Jannick Hjortshøj.

Ingen af de to unge mænd har endnu bestemt sig for, hvad de skal senere, og derfor ved de heller ikke, hvilke krav de på sigt skal opfylde for at komme ind på drømmeuddannelsen.

- Og der kan jeg da godt tænke, at det skal vi nok snart til at have fundet ud af. For hvis vi starter med en for lav karakterer i et måske afgørende fag senere, kan det være rigtig svært at nå at indhente inden eksamen. Og hvis man ikke ved, hvad man vil, skal man jo forsøge at få gode karakterer alle steder hele tiden. Så det er da et pres, siger Aksel Lybeck.

Samtidig ved de godt, hvor det meste af det pres kommer fra.

- Presset kommer jo mest fra os selv. Der er ikke så mange andre, der er efter os. Og derfor er jeg da personligt også ret glad for, at jeg lige nu synes, det balancerer okay. Jeg gør mit bedste i skolen, men det er ikke det vigtigste i verden, at jeg får 12 i alle fag. Så må vi se, når vi kommer i 2.g efter sommerferien. Der er mange, der siger, at det bliver det hårdeste år, siger Aksel Lybeck.

Rektor Anna Frejbæk på Støvring Gymnasium har været så begejstret for resultatet af trivselsdagen, at hun sagtens kunne forestille sig en gentagelse. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Rektor Anna Frejbæk på Støvring Gymnasium har været så begejstret for resultatet af trivselsdagen, at hun sagtens kunne forestille sig en gentagelse. Foto: Kim Dahl Hansen

For rektor på Støvring Gymnasium, Anna Frejbæk, har det også været godt givet ud at bruge en halv skoledag på at fokusere på elevernes trivsel.

- Vi har allerede et af landets højeste trivselstal i de undersøgelser, der bliver lavet hvert år. Men vi synes alligevel, vi har et trivselsproblem. Vi kan mærke, at de unge i dag oplever et større pres og flere bekymringer, end vi tidligere har set, og derfor er det vigtigt at fokusere på gode tiltag, siger Anna Frejbæk.

- Med trivselsdagen ville vi også gerne vise de unge, at de selv kan handle. De kan sende forslag til ministrene, men de kan også tage ansvar for deres egen trivsel med små mikrohandlinger i det daglige. De skal vide, at de selv kan gøre noget, så de ikke bare bliver væltet af en krise, uddyber hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.