Indbrud

Tyveknægte gik efter den store gevinst

Indbrud i SuperBrugsen i Støvring natten til fredag

Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En eller flere gerningsmænd brød natten til fredag ind i SuperBrugsen på Hobrovej i Støvring. Indbruddet blev begået lige omkring midnatstide.

Og indbrudstyven eller tyvene er gået efter den store gevinst - for udbyttet ved indbruddet var nemlig dels cigaretter, dels skrabelodder, hvor der jo ind i mellem er store præmier at hente. Hvis man vel at mærke orker at skrabe sig gennem lodderne.

- Tyvene er brudt ind gennem en nødudgang. Så det har været skjult i forhold til hovedindgangen ud mod Hobrovej, forklarer politikommissær Mikkel Brügmann fra lokalpolitiet i Himmerland.

Det er ikke oplyst hverken hvor mange cigaretter eller hvor mange skrabelodder, der blev stjålet ved indbruddet.

Politiet er i gang med at indsamle videoovervågning, for om muligt ad den vej at finde frem til en gerningsmand. Men hvis man har befundet sig i området omkring gerningstidspunktet, så vil politiet gerne høre fra vidner, der måtte have set noget mistænkeligt.

Gå til relaterede emner

Forsiden