Coronavirus

Uanset corona jule- og nytårshygge på kro: - Værtspar vil ikke ændre mangeårig tradition

Rold StorKro gennemfører med nogle praktiske justeringer sine to populære arrangementer med ophold på kroen over flere dage

Sammen med meddirektør Lars Kæp Jensen (tv) byder Jørgen Pedersen overnattende feststemte gæster velkommen både i julen og nytårsaften. Arkivfoto

Sammen med meddirektør Lars Kæp Jensen (tv) byder Jørgen Pedersen overnattende feststemte gæster velkommen både i julen og nytårsaften. Arkivfoto

REBILD:For første gang i rigtig mange år blev det traditionelle jule- og nytårsarrangement over flere dage på Rold StorKro aflyst for et år siden som konsekvens af nedlukning af en lang række af landets kommuner.

Men uanset aktuelle nye restriktioner fra myndighedernes side her i december grundet den opblussende corona epidemi bliver de to arrangementer i år gennemført som planlagt.

- Det vil ske ved at vi med nogle praktiske tilpasninger bliver i stand til fuldt ud at opfylde myndighedernes skærpede corona restriktioner, forklarer direktør Jørgen Pedersen.

Ganske få aktuelle afbud

Han har været direktør for Rold StorKro i efterhånden 51 år og driver den i dag sammen med direktør Lars Kæp Jensen.

Rold StorKro er bygget i 1958. Arkivfoto: Grete Dahl

Rold StorKro er bygget i 1958. Arkivfoto: Grete Dahl

- Rold StorKro er bygget i 1958, og har en efterhånden mangeårig tradition for jule- og nytårsophold. Det har altid været gældende siden jeg selv tiltrådte som direktør i 1970. Til julearrangementet har vi plads til 80 overnattende gæster, og til nytår knap 100, og i øjeblikket har vi kun modtaget ganske få afbud som konsekvens af de skærpede restriktioner, primært fra ældre bekymrede gæster. Det betyder at omkring 90 procent af pladserne til begge arrangementer aktuelt er udsolgt, påpeger Jørgen Pedersen og tilføjer:

- Generelt er en stor del af deltagerne stamgæster, og min fornemmelsen er at mange gæster med corona situationen har oparbejdet et stort ønske om at komme hjemmefra og ud at more og hygge sig blandt andre.

Nytårsmiddag klokken 16

For at overholde de nye corona restriktioner skal gæsterne blandt andet nytårsaften allerede klokken 16 sætte sig til bords for at nyde en seks retters nytårsgallamiddag.

- Det synes flere af vores gæster er meget spændende. For at opfylde restriktionerne vil der i år ikke være dans til den levende musik under og efter middagen. Allerede klokken 22 lukker baren som krævet og alle gæsterne skal gå op på deres respektive værelser, hvor de klokken 24 vil få serveret champagne, fortæller Jørgen Pedersen.

Take away mad til politiet

Traditionen tro tilbereder Rold StorKro juleaften også mad ud af huset, nemlig til vagthavende politifolk på de fleste nordjyske stationer, der selv henter deres aftensmad 24. december.

- Men nytårsaften har vi ingen mad ud af huset, her bruger vi alle kræfterne på at hygge om vores gæster, understreger Jørgen Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.