Varm grill startede brand: Blev opdaget af brandmand på besøg
- Billigt sluppet, siger indsatsleder

Nordjyllands Beredskab fik hjælp af en brandmand på besøg hos en bekendt. Foto: Nicolas Cho Meier
ØSTER HORNUM: En villaejer på Toften i Øster Hornum i Rebild Kommune fik tirsdag aften uventet hjælp, da hans arbejde med at lave aftensmad på familiens grill kom ud af kontrol.
En brandmand fra Aalborg var på besøg i nabolaget, og det var ham, der opdagede røg fra adressen.
- Grillen stod for tæt på en carport og antændte træværket bag den. Så begyndte det at brænde lystigt, fortæller indsatsleder Klavs Bojsen fra Nordjyllands Beredskab.
Alarmen gik kl. 20.38, og stationen i Støvring sendte fluks en brandsprøjte og en tankvogn. Forinden var brandmanden fra Aalborg og ejeren af huset gået i krig mod flammerne.
- De fik begge fat i en vandslange, så de gjorde virkelig en forskel, inden vi kom med vores udstyr. Det var rigtigt godt gået, siger Klavs Bojsen.
Han oplyser, at carporten er bygget sammen med naboens. Men det lykkedes altså at begrænse skaderne.
- Grillen er væk, og det samme er træbeklædningen på bagsiden af carporten. Der er også forsvundet lidt af tagkonstruktionen, fordi vi måtte brække noget ned for at være sikre på, at der ikke lå noget inde bagved og ulmede. Men alt i alt var det billigt sluppet, fastslår Klavs Bojsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.