Ildebrand

Voldsom brand i dobbelthus

Ild og røg stod ovenud af hus i Bælum, da beredskab kom frem

Foto: Jan Pedersen
Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 22:22

BÆLUM: Der udbrød ved godt 20-tiden søndag aften brand i et dobbelthus på Vestergade i Bælum.

Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.

Nordjyllands Beredskab fik alarmen klokken 20.03, og den mandlige beboer var kommet ud af huset, da beredskabet kom frem. Røgdykkeres tur gennem bygningen afslørede ikke flere personer i huset.

Beredskabet rykkede med seks mand og to brandslukningskøretøjer fra stationen i Terndrup samt indsatsleder Allan Frisk.

Han fortæller at ilden var særdeles voldsom, da brandfolkene kom til stedet, ligesom der var en ret betydelig røgudvikling.

- Ilden har ødelagt hele den ene lejlighed i bygningen, der består af to sammenbyggede huse. Vi koncentrerede os om at begrænse ilden til den ene af de to boliger, og samtidig undgå, at ilden fik fat i taget. Det lykkedes, men den ene bolig er totalt ødelagt indvendigt, og den anden har fået en del røgskader, forklarer indsatslederen.

Den kvindelige beboer i den anden bolig må genhuses, indtil huset er renset for røgskaderne. Den mandlige beboer af den udbrændte bolig skal også genhuses.

Ved 20.40-tiden kunne Allan Frisk og brandfolkene melde branden under kontrol, og der forestod kun efterslukning.

Der blev afsendt ambulance til brandstedet, men den kunne returnere uden at komme i brug. Ingen er kommet noget til ved branden, der blev meldt slukket ved 22.15-tiden, hvorefter skadesservice kunne tage over på brandstedet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden