Rebildbørn uden strøm i fem døgn

Trods løfter om hjælp har ”Peter” og flere af hans brødre været uden strøm siden onsdag formiddag

Trods gentagne løfter om hjælp, har der i fem dage ikke været strøm i huset, hvor tre af de voksne børn fra Rebild-sagen bor. Arkivfoto: Lars Pauli

Trods gentagne løfter om hjælp, har der i fem dage ikke været strøm i huset, hvor tre af de voksne børn fra Rebild-sagen bor. Arkivfoto: Lars Pauli

REBILD:Onsdag i sidste uge lukkede elselskabet for strømmen hos Peter, et af de nu voksne børn i familien, som blev kendt i forbindelse med Rebild-sagen.

Trods flere forsøg på at få Rebild Kommune til at hjælpe, lykkedes det først mandag eftermiddag at få strømmen tilbage.
- Jeg prøvede allerede onsdag at få kontakt til kommunen, men min sagsbehandler tog ikke telefonen, fortæller Peter.

Prøvede flere gange

Han prøvede igen flere gange i løbet af torsdag, men da hele arbejdsmarkedsforvaltningen, heriblandt hans sagsbehandler, holdt lukket på grund af efteruddannelse, lykkedes det først om eftermiddagen Peter at fortælle en medarbejder, hvordan situationen var i huset.

- Jeg fik at vide, at jeg kunne komme dagen efter og søge om en enkeltydelse til at få betalt strømregningen, siger Peter.
Fredag morgen mødte han op, skrev under på ansøgningen og gik igen, dog uden at vide hvornår kommunen ville kontakte elselskabet for at få strømmen tilbage i huset.
- Alle mine madvarer var ved at være ødelagt. Min fryser var holdt op med at virke, og det hele var begyndt at søbe rundt, fortæller han.
NORDJYSKE Stiftstidende spurgte allerede til sagen fredag formiddag, og da forsikrede direktør i Rebild Kommune, Flemming Hansen, at der måtte være noget, Peter havde misforstået.
Kommunen var på det tidspunkt - ifølge Flemming Hansen - allerede i gang med at kontakte elselskabet, og direktøren lovede, at der ville være strøm i huset igen i løbet af fredag.
Det skete bare ikke.

Byrådsmedlem ind i sagen

Lørdag blev byrådsmedlem Rikke Karlsson (DF) klar over, at Peter og flere af hans brødre, der ind i mellem bor hos ham, i flere dage havde været uden strøm.

Hun har som den eneste byrådspolitiker henvendt sig til familien under Rebild-sagen og har i de seneste uger jævnligt været i kontakt med lillebroren Søren. Han ringede til hende lørdag og fortalte, at stemningen i huset var meget dårlig.
- Han fortalte, at han selv gik omkring i skoven, fordi Peter havde brug for at være alene. Det lød meget trist, siger hun.
Rikke Karlsson ringede derefter omgående til direktør Flemming Hansen.
- Han sagde, at han var af den klare overbevisning, at elselskabet var blevet kontaktet af Rebild Kommune fredag, og at strømmen var slået til igen, siger Rikke Karlsson.
Søndag modtog hun en mail fra Flemming Hansen, som skrev, at han ville tage fat på sagen med det samme mandag.

En aftale er en aftale

Og mandag morgen fik NORDJYSKE Stiftstidende samme forklaring fra Flemming Hansen:

- Med det samme, vi fik papirerne fra Peter fredag morgen, betalte vi elregningen og et gebyr på 500 kroner for at få strømmen åbnet igen allerede fredag. Så gik jeg ud fra, at der ville blive åbnet for strømmen, siger Flemming Hansen, som erkender, at der ikke fra kommunens side blev fulgt op på, om der faktisk også blev åbnet for strømmen.
- Vi må gå ud fra, at en aftale er en aftale. Vi kan ikke følge op på alle aftaler, vi laver, og derfor fulgte vi heller ikke op på den her, siger han.
Ifølge Flemming Hansen har elselskabet pr. mail bekræftet over for Rebild Kommune, at der blev åbnet for strømmen i fredags lidt efter klokken 16. Elselskabet mener, at forklaringen kan være, at HFI-relæet i huset ikke er blevet slået til igen.
- Det er da rigtig træls, at der ikke lige er nogen, der har givet den oplysning videre til Peter, siger Flemming Hansen.
Han sagde i et interview med NORDJYSKE Stiftstidende 25. maj, at det nu var helt afgørende at få genetableret tilliden til ofrene i Rebild-sagen efter mange års kommunalt svigt.
Han erkender, at fem dage uden el næppe har øget Peters og Sørens tillid til kommunen.
- Når de ikke har strøm, kan de ikke andet end at gå ud fra, at vi ikke har holdt aftalen og har sørget for at åbne for den igen, erkender Flemming Hansen.

Nødhjælp

Mandag morgen lovede han at sende nogen ud til huset, men timerne gik, uden at Peter og Søren hørte noget.

- Så ringede jeg til Rikke Karlsson igen, fortæller Søren.
Få minutter efter var Rikke Karlsson på vej ud til huset med brød og pålæg.
- Jeg har simpelthen fået nok. Det kan slet ikke være rimeligt, at de drenge sidder derude uden strøm og uden noget at spise, og der er grænser for, hvor længe jeg kan have kendskab til sådan en situation uden at gøre noget. Derfor tog jeg derud, siger Rikke Karlsson.
Ved redaktionens slutning havde der været en elektriker på besøg, så strømmen nu igen fungerer, som den skal.

NORDJYSKE Stiftstidende har af hensyn til de øvrige børn i familien valgt, at Peter og Søren ikke optræder med deres rigtige navne. Redaktionen kender deres rigtige identitet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.