Rebilds borgmester tordner mod centralisering

Forslag fra forenklingsudvalg vil gøre mere skade end gavn

Leon Sebbelin advarer mod den centralisering, der lægges op til. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Leon Sebbelin advarer mod den centralisering, der lægges op til. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

REBILD:Regeringens Forenklingsudvalg præsenterede for nyligt et forslag til et nyt erhvervsfremmesystem. Forslaget ligger op til, at lokale erhvervsservices, blandt andet i Rebild Kommune, skal centraliseres i 5 landsdækkende erhvervscentre

Bliver forslaget ført ud i livet, vil det blandt andet betyde, at Rebild Kommunes lokale erhvervskonsulenter afskaffes.

Borgmester i Rebild Kommune Leon Sebbelin (B) ser derfor med stor alvor på udsigten til en mulig centralisering:

 - Jeg er dybt bekymret for kommunens erhvervsliv, hvis forslaget gennemføres. Er der nogen, der forestiller sig, at de 204 møder afholdt alene i Rebild Kommune, vil kunne håndteres af disse 5 landsdækkende erhvervscentre? Centraliseringen vil være et stort skridt i den forkerte retning, fordi det vil besværliggøre vækst og udvikling specielt for kommunens små- og mellemstore virksomheder, siger han.

Forslaget fra regeringens Forenklingsudvalg vækker stor undren i Business Park Nord, der ligger i Støvring og huser mere end 70 virksomheder. Her har virksomhederne i kommunen hidtil haft mulighed for at trække på rådgivning hos de lokale erhvervskonsulenter fra Business Rebild.

 - Den lille iværksætter- eller vækstvirksomheds ildsjæl arbejder hands on, og de har brug for en personlig kontakt fra erhvervskonsulenter, der kan forstå hverdagsdansk og som kender det lokale netværk for at lykkedes med forretningen. Vi har svært ved at se, hvordan forslaget fremmer mulighederne for vækst hos vores virksomheder, siger Brith Lund Jørgensen, der er direktør i i Business Park Nord.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.