Frederikshavn

Rederi kritiseres efter dødsulykke på færge

Sikkerhedssvigt da matros omkom ved arbejdsulykke i Frederikshavn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den unge, svenske matros døde, efter en tonstung lift kørte over ham inde på færgens bildæk. Arkivfoto: Kurt Bering

FREDERIKSHAVN:Den svenske havarikommission, Statens Haverikommission, kritiserer rederiet Stena Line for mangelfuld sikkerhed efter en dødsulykke på en Stena-færge i Frederikshavn for et år siden.

Ulykken skete på bildækket af Stena Saga 31. maj 2014, hvor en ung, svensk matros var ved at dirigere lastbilanhængere på plads og overså en stor skylift, som kom bagfra.

Den unge matros blev kørt over af den tonstunge lift og omkom.

Uklare sikkerhedsrutiner

Den svenske havarikommission har nu offentliggjort sin rapport om dødsulykken, og heri kritiseres Stena Line for sikkerhedssvigt, da ulykken skete.

Ifølge rapporten var uklar ansvarsfordeling og arbejdsgang ved lastning baggrunden for, at ulykken skete.

Den svenske havarikommission kommer i sin rapport med en række anbefalinger til, hvordan Stena Line skal forbedre sikkerheden.

Blandt andet skal rutinerne ved lastning klargøres, herunder ansvarsfordeling og kommunikationen mellem matroser og andre, der dirigerer køretøjer rundt på bildækket.

Rederi: Vi har forbedret sikkerhed

Stena Lines kommunikationschef Jesper Waltersson siger, at rederiet straks efter dødsulykken for et år siden foretog sin egen undersøgelse, og at man dengang ændrede sikkerhedsrutiner.

- Det var visse svigt, da ulykken skete, siger Jesper Waltersson.

Han betegner ulykken som en tragedie, hvor menneskelige faktorer og tragiske omstændigheder spillede ind.

- Nu vil vi se på, om havarikommissionens rapport har flere forslag til, hvordan sikkerheden kan forbedres, siger informationschefen fra Stena Line.

Matros omkommet på Stena Saga