Regentparret improviserede på deres Læsøbesøg
De blev længere på havnen end planlagt for at nyde den gode stemning og sensommeren
LÆSØ: - Hvor er der folkedansere, spurgte Hans Kongelige Højhed Prins Henrik og kiggede ud over havnepladsen på Østerby Havn, da han og dronningen var til den afsluttende reception med indbudte gæster på Havnecafeen tirsdag eftermiddag efter en travl dag i forbindelse med det officielle besøg på øen.
Og helt uden for programmet satte regentparret sig ud på terrassen i den lune sensommeraften og kiggede på folkedanserne, som hurtigt fik skaffet en harmonika og dansede to danse for dronningen og prinsgemalen.
Regentparret forlod derfor Læsø 20 minutter senere end planlagt og gav sig god tid til at vinke til de mange hundrede fremmødte på havnen.
- Regentparret føler, de har haft en spændende dag og har virkelig nydt opholdet på Læsø og den varme modtagelse de har fået her på øen, sagde dronningens ceremonimester Kim Kristensen, der har været med til at tilrettelægge programmet sammen med Læsø Kommune.
Kongeskibet Dannebrog kan ikke komme ind i Østerby Havn, så regentparret og dets følge ankom til kajen i chalup, og efter den officielle modtagelse på rådhuset var det tid til at besøge Læsø Kur, hvor en veloplagt Prins Henrik smagte på sin egen vin, som en af de ansatte Annette Andersen havde haft med hjem fra Frankrig.
- Og du skal være velkommen til at besøge stedet en anden gang, sagde han med et stort smil.
Plads til improvisation
I det hele taget var det første officielle besøg på Læsø af kongefamilien siden 1962 præget af fin blanding af højtidlighed og menneskelighed med plads til improvisation. Som da hele følget pludselig bestemte sig for at de gerne ville se Byrum Kirke efter de havde set kirkens messehagel i det lille kunstmuseum Luddes hus midt i Byrum. Kirken er fra 1269, og en af Danmarks ældste. Besøget i kirken var ikke på programmet, men den ville majestæten meget gerne besøge.
Efter frokosten delte regentparret sig nogle timer, så Prins Henrik fik besøgt ridecentret Krogbækgaard, en minkfarm, Galleri Anne Julie og Læsø Fiskeindustri.
Hendes Majestæt Dronningen ville gerne besøge Læsø Saltsyderi. Her var hun i øvrigt på uofficielt besøg i 1998 sammen med det norske regentpar.
Hun spurgte meget interesseret til, hvordan man syder salt, om der var forskel på de forskellige salte.
- Og er dette den samme hytte, som jeg besøgte sidst, spurgte hun sydemester Poul Christensen og fik derefter vist de nye bygninger, der er kommet siden 1998 heriblandt en butik, hvor fra hun fik en stor kurv fyldt med produkter, der relaterer sig til salt.
Derefter var det tid til at se på kunst og kunsthåndværk i Læsø glaspusteri, Læsø Uldstue og Jorns Hus.
Sluttede ved Hedvigs Hus
Både Prinsgemalen og Dronningen afsluttede rundturen på øen ved et af Læsøs berømte huse med tangtage. Hedvigs Hus er smukt sat i stand, og tangtækkeren Henning Johansen viste, hvordan tængningen med tangen foregår, og det bragte virkelig smilene frem hos gæsterne.
Det var da også en glad borgmester Thomas W. Olsen, der efter folkedansernes opvisning tog mikrofonen og på hele Læsøs vegne takkede for besøget og opfordrede regentparret til at hilse familien derhjemme og sige, at de også alle er velkomne på Læsø.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.