Regeringen dropper forhadt kørselsafgift

Nordjyske virksomheder sparer millioner, fordi afgift tages af bordet

Der bliver alligevel ikke indført en lastbilafgift. Regeringen dropper forslaget. Arkivfoto <i>Lars Pauli</i>

Der bliver alligevel ikke indført en lastbilafgift. Regeringen dropper forslaget. Arkivfoto Lars Pauli

DANMARK:For første gang løfter regeringen nu sløret for indholdet af den kommende pakke til erhvervslivet.

Regeringen har besluttet at droppe den længe planlagte lastbilafgift, der efter planen skulle træde i kraft i 2015. Dermed mister staten de 750 millioner kroner om året, som afgiften skulle indbringe ved at lastbiler skulle betale 1,50 kroner pr. kørte kilometer.

- Det vi er optaget af, det er at der skal skabes job i den private sektor, og derfor har vi så besluttet at vi fjerner den lastbilafgift som Lars Løkkes regering har indført, siger SF´s skatteminister Holger K. Nielsen til DR Nyheder.

Flere nordjyske virksomheder har taget skarpt afstand fra forslaget. Kørselsafgiften ville koste dem mange penge hvert år, fordi virksomhederne er afhængige af at transportere deres varer på vejene.

For eksempel har Nordic Seafood i Hirtshals regnet ud, at afgiften ville koste virksomheden 2,2 millioner kroner, mens Fynbo Foods i Vrå skulle betale 1,4 millioner kroner, hvis afgiften blev gennemført.

Men nu bliver afgiften altså taget af bordet.

Pengene skal findes et andet sted

Planerne om at indføre en kørselsafgift for lastbiler blev besluttet tilbage i 2009.

Og pengene er allerede brugt på skattelettelser som led i en skattereform fra 2009. Derfor skal regeringen nu ud og finde de manglende 750 millioner kroner et andet sted. Hvor det bliver, har skatteministeren i dag ikke noget bud på.

EL: Det er løftebrud

Enhedslisten mener regeringen begår aftalebrud og henviser til, at der i finanslovsaftalen fra 2011, står, at lastbilafgiften skal indføres på et mere ambitiøst niveau, end der oprindeligt var lagt op - og at det øgede provenu skulle bruges på den kollektive trafik.

- Det er hvert fald ikke grønt. Det her et led i at forgylde dem, der har allermest erhvervslivet, siger Enhedslistens skatteordfører Frank Aaen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger vil regeringen præsentere sin konkurrenceevnepakke i næste uge.

I regeringens overvejelser indgår også en beskæring af den såkaldte nox-afgift, erfarer DR Nyheder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.