Rejsekortet - det skal du rejse efter

Klippekortets afløser kan - i det store og hele - kun købes på nettet

Foto: Henrik Bo Reportage om rejsekort fra Aalborg Universitet med bus til Lindholm Station og med tog til Aalborg Banegård <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo Reportage om rejsekort fra Aalborg Universitet med bus til Lindholm Station og med tog til Aalborg Banegård Foto: Henrik Bo

NORDJYLLAND:Når Nordjyllands Trafikselskab (NT) om cirka to måneder udfaser klippekortene, så gælder det om at være forberedt. For Rejsekortet, der afløser klippekortene, skal man enten rejse efter for at få fingrene i - eller købe på nettet. I modsætning til klippekortene, der sælges i langt over 200 butikker i hele NTs område, så er der lige nu kun to steder i Region Nordjylland, hvor man kan købe et rejsekort ved at møde frem personligt: På banegården i Aalborg - og NTs billetsalg i busterminalen få meter derfra - og på Thisted Station.

Og sådan bliver det i det store og hele ved med at være, for det er en del af NTs strategi, at kunderne skal bestille rejsekortet på nettet.

- NT’s salgsstrategi er klart at vi, ligesom alle øvrige brancher, satser på selvbetjening. Uanset hvor mange fysiske salgssteder der er, der ikke noget der er tættere på end PC’en eller telefonen. Kunden kan rekvirere et rejsekort på flere måder

- Vores nuværende salgsstruktur er fastlagt på baggrund af, at især vores klippekortkunder skal forbi et fysisk salgssted omkring en gang om ugen for at ”tanke op”, altså købe et nyt klippekort. Med rejsekortet, hvor hovedparten af kunderne får automatisk optankning, vil behovet for fysiske salgssteder forsvinde, siger Nicolai B. Sørensen, underdirektør i NT.

Bestil kortene i god tid

Når fremtiden rammer 15. februar til næste år, så vil NT have 25 salgssteder tilbage, hvor man kan købe periodekort samt få hjælp til at bestille et rejsekort. Det samme vil man kunne gøre på DSBs salgssteder.

Men det er kun på banegården i Aalborg og på Thisted Station, at man rent fysisk kan købe et rejsekort ved at komme ind fra gaden - og det er vel at mærke den mest skrabede model rejsekort, nemlig et Rejsekort anonym, der dybest fungerer som et elektronisk klippekort, og ikke giver mulighed for lige så meget rabat på rejserne alt efter, hvor meget man rejser, som de andre typer gør.

De to andre udgaver af rejsekortet - Rejsekort Personligt og Flex - skal begge bestilles i god tid, inden man rent faktisk skal bruge kortet, fordi de bliver sendt hjem til én, uanset om man bestiller dem personligt eller på nettet.

Der skal ændres vaner

For folk, der rejser en meget offentlig transport, betyder det næppe det store, så længe man husker at bestille sit rejsekort inden 15. februar næste år. Men den lejlighedsvise bruger, der har været vant til at købe et klippekort i bussen eller henne ved købmanden, skal fremover tænke fremad, så man har et rejsekort liggende, når det skal bruges - eller betale for ikke at gøre det, og købe de noget dyrere kontantbilletter eller købe en mobilbillet.

Og NT er da også klar over, at der skal ændres på nogle vaner.

- Vi ser en stor opgave i at få tydeligt informeret både vores faste kunder og lejlighedsvise kunder om klippekortets udfasning. Derfor kører vi i øjeblikket i samarbejde med DSB en stor markedsførings- og informationskampagne rettet mod klippekortholdere. Denne kampagne involverer både markedsføring i og uden på busserne og på tv, hjemmesider o.s.v. Derfor tror vi på at kunne fange de fleste kunder, siger Nicolai B. Sørensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.