Reklamebureauet Corbiz konkurs
Reklamebureau med afdelinger i Frederikshavn, Aalborg og Hjørring giver op - 21 medarbejdere mister jobbet
FREDERIKSHAVN: Reklamebureauet Corbiz har indgivet konkursbegæring.
Firmaet, der har udgangspunkt i Frederikshavn og desuden afdelinger i Aalborg og Hjørring, har de seneste otte måneder mistet størstedelen af sit indtægtsgrundlag, og ledelsen så ingen anden udvej end en lukning.
- Det sidste halve år har vi kæmpet for at redde firmaet, men det lykkedes desværre ikke, siger administrerende direktør John Christensen, der må se sit livsværk smuldre.
Det er et kraftigt fald i medieomsætningen, der river tæppet væk under Corbiz.
Annonceomsætningen på print er styrtdykket, og indtjeningsgrundlaget på elektroniske medier kan langtfra kompensere for de manglende indtægter.
- For fem år siden havde vi en medieomsætning på 22-23 millioner kroner. I år er den på tre-fire millioner. Det rammer også vores konsulent- og rådgivningsydelser, og en stor del af vores udgifter er lønkroner til trofaste medarbejdere, der har været her i mange år, siger John Christensen.
De fleste har seks måneders opsigelse og derudover ret til tre måneders godtgørelse.
Lønmodtagernes Garantifond, LD, overtager forpligtelsen i opsigelsesperioden.
John Christensen har været i firmaet siden 1984. Dengang hed firmaet WA Reklame. Siden skiftede det navn til Dafolo Marketing, og i 2009 til Corbiz.
Fra 1991 har Uffe Thaarup været medejer af reklamebureauet, der beskæftigede 11 mand i Frederikshavn, ni på Havnepromenaden i Aalborg og en enkelt på kontoret i Hjørring.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.