Rekord i Fårup Sommerland
2011-regnskabet fra Fårup Sommerland Sport & Fritidspark viser vækst over hele linjen.
Det største antal gæster nogensinde besøgte parken, nemlig 641.085, en stigning på knap 35.000. Omsætningen steg fra 105 millioner kroner året før til 113 mio. kr. Resultat før afskrivninger rundede 28 mio. kr., og resultatet før skat blev på 7,8 mio. kr. - Det er et meget tilfredsstillende resultat. Fårup Sommerland står solidt med en egenkapital på næsten 50 millioner kroner, og derfor er vi i stand til at selvfinansiere væsentlige del af investeringerne i parken, erklærer bestyrelsesformand Ole Mølgaard. Han understreger, at driftsresultatet fortsat skal være højt, fordi en virksomhed som Fårup Sommerland løbende kræver meget store investeringer. Nordens bedste Med de planlagte investeringer for 2012 på 27 mio. kr. vil der fra perioden 2008 til og med 2012 være investeret ca. 105 mio. kr. Fårup Sommerland er netop kåret som "Nordens Bedste Sommerland" i en brugerafstemning på det svenske site www.barnsemester.se, og sidste år blev parken igen kåret som verdens tredjebedste familiepark af det amerikanske magasin Amusement Today. IAAPA, den internationale organisation for forlystelsesparker kårede parken som én af de bedste til at skabe god service for gæster, og lokalt blev Fårup Sommerland af Jobpatruljen udnævnt til Nordjyllands bedste arbejdsplads for unge af Jobpatruljen. Når sæsonen begynder 30. april, sker det med ny direktør, tidligere bestyrtelsesmedlem Per Dam, som fremover står for ledelsen sammen med den ene ejer, Søren Kragelund. Generationsskiftet blev indledt, da den anden af de to ejere, Henrik Schnack, ønskede at trække sig tilbage fra driften.