Redningsvæsen

Rekordfå naturbrande på Mors

Mors har bortset fra en enkelt brand ikke været plaget af naturbrande denne sommer modsat resten af landet. Arkivfoto

Mors har bortset fra en enkelt brand ikke været plaget af naturbrande denne sommer modsat resten af landet. Arkivfoto

Brandvæsnet i Morsø Kommune er foreløbig blevet kaldt ud til blot en enkelt naturbrand denne sommer mod normalt 10 naturbrande i gennemsnit.

- Vi er kun blevet kaldt ud én naturbrand. Det var på Næssundvej for cirka 14 dage siden, hvor der var en mindre græsbrand, der formentlig opstod på grund af et bortkastet cigaretskod, siger brandinspektør Mogens Hansen, Redningsberedskabet Morsø Kommune.

Tendens er stik modsat på landsplan.

Alarmcentralerne modtog i juli måned det højeste antal 112-opkald om naturbrande, siden man begyndte at registrere meldingerne i 2008. En opgørelse fra Beredskabsstyrelsen viser, at der blev slået alarm 448 gange i juli i år mod 286 112-opkald om naturbrande i juli 2013 og 126 naturbrande i juli 2012.

Især i slutningen af måneden, hvor tørken tog til, steg antallet af alarmopkald om naturbrande.

- Tørken har været mere udbredt længere nede i landet end her på Mors, hvor vi flere steder har lerjord, der holder på vandet, siger Mogens Hansen.

Den udbredte tørke har fået 17 kommuner til at indføre afbrændingsforbud - et forbud der indtil videre ikke har været nødvendigt på Mors.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.