Fodbold

Remis for Thisted FC

TFC var i teten i første halvleg, men det kastede kun et point af sig

Målscoreren Mickey Berg kunne sammen med den tilbagevendte Peter Bechmann og boldfaste Mathias Pedersen søndag juble over sin scoring til 1-0 i den uafgjorte kamp mod Brabrand IF. Foto: Peter Mørk
Målscoreren Mickey Berg kunne sammen med den tilbagevendte Peter Bechmann og boldfaste Mathias Pedersen søndag juble over sin scoring til 1-0 i den uafgjorte kamp mod Brabrand IF. Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

Af Sebastian Hansen

sebastian.hansen@nordjyske.dk

THISTED: Thisted FC måtte søndag nøjes med en enkelt pind mod divisionskollegerne fra Brabrand IF, da man spillede 1-1, selvom TFC ellers dominerede i store dele af kampen.

- Vi er selvfølgelige brandærgerlige over, vi ikke vandt, siger cheftræneren for Thisted FC Peter ”Snak” Christensen efter kampen, men ser ellers med positive øjne på kampen og i særdeleshed den første halvdel af matchen.

- I første halvleg kunne vi simpelthen ikke spille bedre, end vi gjorde, mener cheftræneren, som derfor også mener, at TFC’erne burde have haft en større pauseføring end 1-0.

Denne føring på 1-0 ved pauseteen var da også fuldt fortjent, for TFC’erne styrede halvlegen med flot fight og godt kombinationsspil, men grundet de få åbne chancer blev Mickey Bergs scoring ganske sigende sat ind efter et fladt skud fra kanten af feltet. Forinden havde TFC’ernes Martin Nielsen kæmpende erobret bolden, hvilket gav Berg skudmuligheden, der blev udnyttet med et fladt spark.

Mere blev der ikke scoret før pausen, og efter sidebyttet kunne TFC’erne ikke holde Brabrand væk.

- Vi blev lidt for passive i 2. halvleg, siger cheftræneren for TFC.

Denne passivitet gav udeholdet flere farlige dødbolde i halvlegens start. Det viste sig at være dyrt, for Lasse Ankjær udnyttede en nedfaldsbold i feltet efter et hjørnespark til at score til slutresultatet 1-1 med knap ti minutter spillet af anden halvleg.

Herefter fik TFC’erne gang i spillet igen, og især den tilbagevendte anfører Peter Bechmann var tæt på at blive matchvinder, da han afsluttede et mønsterangreb i venstresiden med et tørt hug mod målhjørnet. Udeholdets sidste skanse Lasse Borg reddede dog flot, og herefter var det hjemmeholdets Thorsten Marx til at hive en flot redning op af ærmet, da han redede en friløber på en Brabrand kontra.

Med 1-1 er TFC nu på pointtavlen i 2. division vest, hvor man ligger nummer 12 ud af 16 efter to spillerunder.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden