Ren energi at komme på arbejde
Omkring 100 unge flygtninge modtager hver dag undervisning i Stagstrup.
- Det er ren energi at komme på arbejde. De er simpelthen så søde. Sådan lyder det fra Pernille Storm, en af de otte lærere på Børnecenter Vestervigs interne skole i Stagstrup. Selv om rammerne er den nedlagte folkeskole, er eleverne helt anderledes end dem, der gik her indtil sidste sommer. Det er drenge i alderen 15-17 år, der primært stammer fra Afghanistan, men også nationaliteter som Iran, Syrien eller Somalia. Analfabeter Mange af dem har været fåre- eller gedehyrder i hjemlandet og er analfabeter, nogle kan det persiske alfabet, og andre har gået i koranskole og kan derfor kun læse - ikke skrive. Men der er også nogle, der er på niveau med 9. klasse, og en enkelt har fået lov at gå på det internationale gymnasium i Struer. De er alle asylansøgere, og mens de venter på en afgørelse af deres sag, får de mulighed for at gå i skole. - De skal lære at lære. Det er den største mission, synes jeg - for at de kan begå sig i samfundet, lyder det fra Pernille, der i snart to år har undervist unge asylansøgere, der bor centrene i Agger eller Vestervig. I Stagstrup er de delt op i tre teams, der igen er delt i to mindre hold, sådan at der i alt er seks klasser. De får undervisning i dansk som 2. sprog, engelsk, samfundsfag, hjemkundskab, matematik, idræt og svømning. Efter frikvarteret har Peter Stenvang netop bedt tre drenge om at stoppe ved computeren og gå til deres plads, hvilket de gør med det samme. - Her er en mand. Han siger: det går fint, lyder det langsomt og tydeligt fra Peter, der vifter med et illustreret stykke papir, som drengene har magen til foran sig. Drengene gentager i kor og bagefter beder læreren dem sige nogle forskellige sætninger. Anderledes Peter Stenvang har tidligere undervist i såvel folkeskole som efterskole. Han forklarer, at der er mange ting, der gør, at det er anderledes at undervise flygtningebørn. For det første er der i høj grad brug for elevdifferentiering, når deres baggrund er så forskellig. For det andet er de rimeligt respektfulde over for læreren og vante til styring. For det tredje er de i en uafklaret situation, der påvirker deres sindsstemning. Forskellige dage - De er tit stressede og trætte. En dag kan de klare meget, en anden dag orker de ikke noget. Det er meget vigtigt, at man som lærer tager hensyn til, hvilket overskud de har, siger Peter Stenvang. Han oplever, at børnene er meget tolerante og hjælpsomme over for hinanden, selv om for eksempel afghanerne kommer fra forskellige stammer. Lærerne har hver især 12-15 unge, som de er kontaktpersoner for. De har intet med sagsbehandlingen at gøre, men kender en smule til flygtningebørnenes baggrund. Hvor kommer de fra?, hvilken skolegang har de haft?, hvilken flugtvej? og ankomsten til Danmark. Samtale om hjemlandet, opvæksten, fodbold, vejret eller film - og samvær om alt muligt andet end det rent faglige vægtes højt på skolen. Personlige relationer - Det er de personlige relationer, man bygger på i undervisningen, understreger Peter Stenvang. Pernille kan berette om drenge, hun har haft som elever i nu snart to år. Men gennemsnitligt opholder de unge sig kun tre til fire måneder på Børnecenter Vestervig, før de skal videre. - Dem, der har fået gentagne afslag på asyl, kan godt være negativt indstillede, siger Peter Stenvang. Det kan ske, at der ryger en rude i frustration. Men det er ikke anderledes, end dengang Stagstrup Skole var en almindelig folkeskole. Det kan skolens mangeårige pedel Benny Enevoldsen snakke med om. Han fik sig et nyt job, da skolen fik nye elever. - De skiller sig ikke ret meget ud. Der var også nogle i folkeskolen, der var meget støjende. Nemme at omgås Benny Enevoldsen synes, at flygtningebørnene generelt er "meget nemme at omgås". Hans opgaver er nogenlunde de samme som før, bortset fra, at han er hjælpelærer i sløjd af og til. Alligevel er der noget, der er meget forandret. - Man skal snakke både dansk, engelsk og fingersprog.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.