Ren lykke i New York for kendt tv-brudepar

Line Rask fra Nørager og hendes mand Michael Hansen venter barn til efteråret og har netop fejret deres to års bryllupsdag i storbyen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Line Rask og Michel Hansen foran Vor Frue Kirke i Aarhus, hvor hendes skoleveninde Marie Christensen fra Nørager blev gift under parrets seneste besøg i Danmark. Privatfoto

NØRAGER/NEW YORK: For to år sidens blev Line Rask fra Nørager gift på Københavns Rådhus med Michael Hansen.

Det skete for snurrende tv-kameraer, for parret var dengang et af de fire brudepar, der deltog i DR’s programmet "Gift ved første blik".

De betød at de slet ikke havde mødt hinanden inden vielsen, men alligevel danner de stadig par i New York, hvor de siden april 2016 har boet i bydelen West Village på Manhattan.

Forældre til november

Parret har lige været på et kortere familiebesøg i Danmark for både at deltage i barnedåb, 90 års fødselsdag og polterabend samt bryllup med en gammel skoleveninde fra Nørager.

Årsagen til at de flyttede til New York var at Michael Hansen fik nyt job som regnskabschef for det verdensberømte danske arkitektfirma BIG’s store afdeling i New York.

- Jeg har også selv fundet noget at beskæftige mig med i New York, nemlig i Den Danske Sømandskirke, hvor jeg er ansat og får løn. Her er mødregruppen en del af mit arbejde og jeg arrangerer og afholder også Sankt Hans, Movie Night, Oscar aften, månedlige brunch for netværket og hvad jeg ellers kan finde på. Mødregruppen bliver nu også snart aktuel for mig på en helt anden måde, da jeg er gravid og vi venter vores datter til efteråret. Jeg er sat til at føde 15. november, men jeg håber dog at det ikke lige bliver på netop denne dag, da jeg her har 30 års fødselsdag, erklærer hun storsmilende og forventningsfuld.

Reaktioner på valget af Trump

Line Rask arbejder også nogle timer hver uge som frivillig i non profit organisationen New Women New Yorkers.

- Mit arbejde består meget i praktisk tilrettelæggelse af arrangementer i organisationen, der hjælper unge kvindelige immigranter fra mange verdensdel i at få fodfæste i New York. Det sker ved at fortælle dem nærmere om amerikansk lovgivning i forbindelse med eksempelvis jobsøgning. Der er nemlig generelt tale om meget veluddannede kvinder fra alle mulige lande, eksempelvis fra Sydamerika og Europa samt meget pudsigt en enkelt fra Nordkorea. Ved det frivillige arbejde her er en del ting kommet meget bag på mig, blandt andet de meget skrappe krav til i det hele taget at kunne opnå en nødvendig arbejdstilladelse og visum, påpeger hun.

Præsidentvalget i USA har også påvirket arbejdet i den frivillige hjælpeorganisation.

- For med Donald Trumps udmeldinger i valgkampen var der lige pludselig en masse mennesker der kontaktede organisationen og tilbød sig som frivillige til at hjælpe unge immigrantkvinder i New York. Antallet var så overvældende, at de fleste blev afvist, fordi organisationen ikke kan rumme så mange, fortæller Line Rask.

Nyder livet i New York

Parret nyder ifølge Line Rask i den grad livet og dagligdagen i New York.

- Jeg tror også at det skyldes at vi i den grad har rigtig meget tid sammen til også at lære hinanden bedre at kende modsat hvis vi boede hjemme i Danmark i vante omgivelser tæt på vores familier i det daglige. Tiden her i New York går utroligt hurtigt og det er også rart at kunne færdes her anonymt uden gang på gang at blive genkendt fra DR-programmet i Aarhus hvor jeg studerede og i København, hvor Michael boede. Denne fred giver tid til at få vores forhold til at blomstre, pointerer Line Rask og tilføjer:

- Personligt tog jeg en chance da jeg i sin tid tilmeldte mig eksperimentet i DR-programmet, men selv om det også kunne være endt med at vi ikke havde kunnet fungeret som par og var blevet skilt, har jeg på intet tidspunkt fortrudt min deltagelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.